Second time around?

Da ham bettefis her kom til verden (ham bettefis, der så snart fylder to og slet ikke er bette mere!) da havde han det stærkeste, helt faste blik. Han holdt mit blik fanget og kiggede helt ind i min sjæl. Jeg havde det som om vi havde kendt hinanden før. Han voksede til og jeg glemte det igen, indtil den anden dag, hvor jeg var ked af det. Tullede bare lidt og havde småondt af mig selv. Han stoppede sin leg, kom ud til mig, ville op, og kiggede med dét blik på mig. Uden at sige noget, tog han fat om mit hoved med begge hænder, og gav mig en stor møsser. Så lagde han armene om min hals, lagde hovedet ind til den og krammede. Sådan rigtig, krammede. 

Og nu i dag, hvor vi sad i sofaen. Han sad hos mig og pludrede og havde ansigtet vendt bag reolen bag mig. Pludselig standser han pludderstrømmen, peger på billedet af min kærestes datter, der døde ved fødslen, kigger på mig og siger: sover!

Hvad fanø er det for noget, Aske? Hvem var vi for hinanden engang?

Kat

smelter

Af stolthed og kærlighed. Det her er mine drenge!

Published with Blogger-droid v1.6.8

Den lille prins Jens

Jeg har noget imod det der med at kalde sine børn for prins og prinsesse. Bare sådan principielt. Jeg synes ikke, der er nogen grund til at gå og lade somom nogen børn er mere værd end endre, jeg synes det er nogle mærkelige kønsroller at putte i sine unger, jeg synes en hel masse surt.

Alligevel kan jeg se, at min Jens er Den lille Prins. Altså ham fra bogen. Ham, der kommer fra en helt anden planet, og nogle gange bliver jeg bange for, at min Lille Prins også kun er her til låns. Der er en helt særlig transperant skrøbelighed over ham, han er så sart og fin. Og så har han en helt abstrakt indre verden, som vi andre ikke kan følge med i. Igår fandt følgende samtale sted i bilen, mens vi hørte denne sang.

Jens: hvad er det for en sang, mor?
Mig: jeg tror den hedder 'Limit to your love', skat. Kan du li den?
Jens: Nej, den smager surt!

Pause mens mor tænker...

Mig: Hvad smager mor af?
Jens: Moar badoar
Mig: Hvad smager far så af:
Jens: Far badar.
Mig: Hvad smager Aske af:
Jens: Aske badaske
Mig: Hvad smager Carsten af?
Jens: Carsten badarsten.
Mig: Hvad smager Jens af?
Jens: Prut.


Samtale slut.

Jeg elsker ham naturligvis bare. Fordi han er min. Men jeg elsker også at få lov at kende et barn, der tænker så specielt. Vi har den slags abstrakte samtaler hver dag, og mit hjerte er ved at eksplodere hver eneste gang. Min søn viser mig verden. Det er omvendt, ikke?:)

Jeg har vundet noget!

 

Indrømmet, det er et par dage siden, der kom post. Indrømmet, jeg er ikke kommet igang. Jeg stod op med Aske kl 1 i nat og har ovet 2x40 minutter siden. Han har, ligesom Jens, lungebetændelse. Jeg synes det er rigtig slemt, når så små mennesker er så syge. Så ja, jeg har desværre ikke fået blogget om min gave, og det er jeg ked af, for jeg blev faktisk rigtig, rigtig glad! Jeg har ikke engang fået sagt tak, og det er jeg rigtig flov over. Men tak! Til Karina, der blogger her.

To børn med lungebetændelse er vist bare for meget for mig. Jens kom heldigvis hjem til sin far, samtidig med at Aske overtog sygdommen. Godt det samme for der er kun en ting mit modrehjerte tåler dårligere end syge børn, og det er syge børn, man må sige nej til. Et grædende barn, man ikke kan gå med, fordi det andet grædende barn kræver én. Det kan jeg ikke bære.

Nyd dagen!

Årets mor-prisen går til...

... en anden end mig! Aske har jo øreproblemer, og jeg har åbenbart bare bidt mig fast i, at det er det, der er galt om natten. Således også i nat, hvor jeg seriøst ikke har sovet mere end et par timer. Til sammen. Og mig, der er så afhængig af søvn! Jeg har bare gået rundt i stuen med et klynkende barn i armene og tysset og sunget hele natten. For så i morges at finde en helt ildrød rumpe og bæ fra i aftes. Øv øv øv øv! Mors salte tårer i såret hjælper desværre ikke, for der var ellers nok af dem, da jeg opdagede miseren. For pokker da, hvorfor bider man sig sådan fast i løsningen på problemet, at man ikke kan se skoen for bare tæer? Eller numsen for bare bæ'er? Nu ligger min lille putte og sover med en frisk ble og masser af mirakel-salve. Min kæreste ligger i soveværelset med mandeinfluenza (aj, ret skal være ret, jeg var hårdere ramt på selvynk-musklen, end han er) og Tobias-bonusbarn er i skole med et ønske om boller i karry til aften. Jeg sidder her med et ønske om, at bare et eller andet skal lykkes for mig idag. Satser på bollerne i karry...

Nyd dagen!

Dagens halmstrå

Åh, jeg synes, det er så surt med de dage, hvor man bare venter på, de er overstået. Hvor jeg tænker: der er kun 2 dage til, Jens skal ind til sin far. Tanken kommer, når jeg er træt, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er træt nu (i nat var vi flere gange nede på 40 minutters intervaller. Jeg brækker mig!) men så snart, tanken er kommet, overdøves den af dårlig samvittighed, skyld og skam. Det gør det jo ikke ligefrem bedre, så jeg prøver at finde nogle gode ting at fokusere på. Noget, jeg dog trods alt gør rigtigt. (Man har brug for den slags halmstrå, når man bryder sammen og græder med sit 3 årige barn på skødet om morgenen, simpelthen fordi man er for træt)

Igår kom Jens og sagde: Mor? Jeg har lavet en sang om alle dem, der elsker mig. Vil du høre?

Og det ville mor godt. For så tror mor på, at hun har gjort det godt nok so far. Hun har så hårdt brug for den slags påmindelser, så det er godt, hun har sådan en dejlig dreng!

Det er ham her...

Sådan må det være at være dement!

Jeg kan godt huske det fra sidst, jeg havde et ørebarn. Man bliver uendeligt nøjeregnende med sin søvn. Nærmest perfid. Jeg kan huske præcist, hvornår jeg er blevet vækket i nat. Jeg ved, det er hver time, jeg ved, jeg har været oppe 4 gange og gå rundt med Aske, og jeg ved, at Jens har været vågen en enkelt gang af det. Pludselig lyder det med høj, lys barnestemme i mørket: Skal du ha hjælp til noget, mor? Og lige der, midt i natten, smelter mit hjerte af to slags kærlighed til mine to forskellige børn. Det ene i mine arme, så lille og tryg hos mig, det andet i min seng, vågen af larmen og i sit treårige hjérte fuld af kærlighed til lillebror.

Men disse nætter har sin pris. Når jeg går i bad, kan jeg ikke huske, om jeg har vasket hår. Jeg fylder i tørretumbleren, og går så uden at tænde den. I sidste uge var vi i IKEA, og hele 3 gange måtte Carsten fortælle, at han skulle ud om aftenen. Hver gang kom det som en helt ny oplysning for mig. Det er rigtig skræmmende at huske så dårligt. Jeg trøster mig med, det nok går over igen, når jeg engang får sovet. Den tid, den glæde!

Større brød end jeg kan bage?

Har jeg mon slået større brød op, end jeg kan bage? I kådhed har jeg anskaffet mig 2 poser á 5 kg hhv. durum og almindeligt hvedemel fra Aurion. Og så skal der satme bages  igennem, skal der. Så jeg tredobler glad opskriften, for den mængde passer til en pakke af det økologiske gær, jeg også har skaffet til huse. Hvorfor er det lige, jeg ikke tænker, inden jeg gør den slags? Det kan jo for fanden ikke være i min elskede Ballerup-mixer, vel! Nå, nu står det på køl til i aften, så får vi se, om ovnen er stor nok. Det er den jo nok ikke. Det er bare en Kat Classic med fuld skrue at gøre den slags, uden liiige at tænke projektet til ende. På den anden side, hvis man aldrig bare hopper ud i noget, så får man jo heller ikke udrettet noget, vel? Det skal under alle omstændigheder nok blive spist:)

Ham her lækkerfisen, han hjalp til... Kan jeg slippe afsted med at gi ham skylden for den lille regnefejl?

Me 'n' my kids her til morgen. Jens kom hjem fra far i aftes, og har sovet i min arm i nat. Han lå en times tid i aftes og sagde: Moar? (Mig: ja Jens?) Jeg elsker dig! (Mig: jeg elsker også dig, Jens!) Dejlige drenge! Igår var også dagen, hvor vi fik den store bonus Tobias hjem fra ferie i USA. Fedt at høre om sådan en tur fra et barns højde. Det første, han sagde var: Jeg har set en knæler!!! Fedt!

Idag glæder jeg mig over...

At det er regnvejr, så det giver mening at tænde stearinlys om dagen. Og da især, når man lige har begået tre nye fyrfadsstager. De stammer fra tre dåser med tomatpuré, og de er faktisk lidt for store til almindelige fyrfadslys, men de passer perfekt til små bloklys fra IKEA i samme farve. Arhmen altså, nogen gange går alt op i en højere æstetisk enhed.

Jeg glæder mig også over, at jeg igen er kommet igang med mit patchworktæppe (et af dem, det er altid godt at ha noget at gi sig til jo, så jeg har en del forskellige projekter liggende) Det bliver en mørk lilla bund med forskellige blomster. Åh det bliver så smukt, når det bliver færdigt. Og jeg glæder mig over hver eneste blomst, jeg laver.

Og ja, så har jeg sådan en 'baghjul til verden' følelse over, at det var MIG, der fandt det skønne skønne sengetøj i genbrugsen til en 20'er. Oh lykke! Nu fortsætter sommeren i mit stoflager, selvom det pisser ned udenfor.

 

At min skønne, skønne søn kommer og ber mig sy ham en nederdel, for han er altså dame idag. Og så fræser han ud i haven og tager arbejdshjelm på og støvsuger busken.

 

At vores have er børnevenlig. Måske ikke verdens kønneste have, men børn må være i den, og det har også sin berettigelse.