Den lille prins Jens

Jeg har noget imod det der med at kalde sine børn for prins og prinsesse. Bare sådan principielt. Jeg synes ikke, der er nogen grund til at gå og lade somom nogen børn er mere værd end endre, jeg synes det er nogle mærkelige kønsroller at putte i sine unger, jeg synes en hel masse surt.

Alligevel kan jeg se, at min Jens er Den lille Prins. Altså ham fra bogen. Ham, der kommer fra en helt anden planet, og nogle gange bliver jeg bange for, at min Lille Prins også kun er her til låns. Der er en helt særlig transperant skrøbelighed over ham, han er så sart og fin. Og så har han en helt abstrakt indre verden, som vi andre ikke kan følge med i. Igår fandt følgende samtale sted i bilen, mens vi hørte denne sang.

Jens: hvad er det for en sang, mor?
Mig: jeg tror den hedder 'Limit to your love', skat. Kan du li den?
Jens: Nej, den smager surt!

Pause mens mor tænker...

Mig: Hvad smager mor af?
Jens: Moar badoar
Mig: Hvad smager far så af:
Jens: Far badar.
Mig: Hvad smager Aske af:
Jens: Aske badaske
Mig: Hvad smager Carsten af?
Jens: Carsten badarsten.
Mig: Hvad smager Jens af?
Jens: Prut.


Samtale slut.

Jeg elsker ham naturligvis bare. Fordi han er min. Men jeg elsker også at få lov at kende et barn, der tænker så specielt. Vi har den slags abstrakte samtaler hver dag, og mit hjerte er ved at eksplodere hver eneste gang. Min søn viser mig verden. Det er omvendt, ikke?:)