Sådan må det være at være dement!

Jeg kan godt huske det fra sidst, jeg havde et ørebarn. Man bliver uendeligt nøjeregnende med sin søvn. Nærmest perfid. Jeg kan huske præcist, hvornår jeg er blevet vækket i nat. Jeg ved, det er hver time, jeg ved, jeg har været oppe 4 gange og gå rundt med Aske, og jeg ved, at Jens har været vågen en enkelt gang af det. Pludselig lyder det med høj, lys barnestemme i mørket: Skal du ha hjælp til noget, mor? Og lige der, midt i natten, smelter mit hjerte af to slags kærlighed til mine to forskellige børn. Det ene i mine arme, så lille og tryg hos mig, det andet i min seng, vågen af larmen og i sit treårige hjérte fuld af kærlighed til lillebror.

Men disse nætter har sin pris. Når jeg går i bad, kan jeg ikke huske, om jeg har vasket hår. Jeg fylder i tørretumbleren, og går så uden at tænde den. I sidste uge var vi i IKEA, og hele 3 gange måtte Carsten fortælle, at han skulle ud om aftenen. Hver gang kom det som en helt ny oplysning for mig. Det er rigtig skræmmende at huske så dårligt. Jeg trøster mig med, det nok går over igen, når jeg engang får sovet. Den tid, den glæde!