Second time around?

Da ham bettefis her kom til verden (ham bettefis, der så snart fylder to og slet ikke er bette mere!) da havde han det stærkeste, helt faste blik. Han holdt mit blik fanget og kiggede helt ind i min sjæl. Jeg havde det som om vi havde kendt hinanden før. Han voksede til og jeg glemte det igen, indtil den anden dag, hvor jeg var ked af det. Tullede bare lidt og havde småondt af mig selv. Han stoppede sin leg, kom ud til mig, ville op, og kiggede med dét blik på mig. Uden at sige noget, tog han fat om mit hoved med begge hænder, og gav mig en stor møsser. Så lagde han armene om min hals, lagde hovedet ind til den og krammede. Sådan rigtig, krammede. 

Og nu i dag, hvor vi sad i sofaen. Han sad hos mig og pludrede og havde ansigtet vendt bag reolen bag mig. Pludselig standser han pludderstrømmen, peger på billedet af min kærestes datter, der døde ved fødslen, kigger på mig og siger: sover!

Hvad fanø er det for noget, Aske? Hvem var vi for hinanden engang?

Kat