Med mig hjem fra Pakhus 16

 

Jeg har bare været så råddent træt eftere det der Pakhus 16 marked og børnefødselsdag, at jeg kun har haft overskud til at læse blogs og skrive lidt kommentarer. Heldigvis kan jeg da se, jeg ikke er den eneste, der har haft det sådan.

Igår var jeg også lidt, ja hvad skal vi kalde det? Ramt. Ramt, fordi det igår var 11 år siden min kærestes første barn kom til verden og tog herfra igen. Hun er en del af mit liv, jeg tænker tit på hende, og igår tænkte jeg meget på hende, på hendes forældre, på begivenhederne og på mine egne børn. Hun er en del af mit liv, hun er mit bonusbarns og yngste barns søster, hun er en sorg, der er meget abstrakt, fordi jeg jo aldrig har været en del af hende, og alligevel er hun en del af mit liv. Igår skulle jeg bare lige ha ro til at gå lidt rundt om mig selv, komme mig over markedet, Jens fødselsdag og sørge lidt over en lille pige, der aldrig fik lov. Derfor lod jeg være at blogge. Man skal passe på, man ikke over-udleverer sig selv på sådan en blog, og når jeg er ked af det, kan jeg nemt komme til at være lidt mere ærlig, end jeg har lyst til at se på skrift bagefter.

Jeg skulle også lige finde ud af, hvad jeg egentlig skulle blogge om fra det marked der. Nu har jeg fundet ud af det, det skulle nemlig være noget, der virkelig har gjort indtryk på mig, og det er alt alt for svært at vælge, hvilke produkter, der har gjort størst indtryk på mig. Der var bare SÅÅÅÅ mange fine ting at vælge imellem, og jeg fik da også en enkelt ting med hjem. Den får I et billede af, når jeg lige får den fundet frem... Roderøv!

Blogge om alle de dejlige bloggere, jeg har mødt? At jeg var for træt og forvirret til at gøre et godt indtryk på nogensomhelst? Nej, det vil jeg ikke blogge om, selvom jeg er godt træt af alle de tåbeligeder, jeg fik sagt! Mennesker, jeg spurgte, hvem var flere gange og den slags. Øv, jeg ER altså ret så sød, når man lige lærer mig at kende;)

Nej, noget, der sådan virkelig for alvor gjorde indtryk på mig, var den bunke stof, der er på billedet. KAN retro-sengetøj da virkelig blive ved at gøre indtryk på mig? Måske ikke som sådan, men kvinden, de kom fra, gjorde. Pernille hedder hun, og hun blogger desværre ikke! Hun anede ikke, hvem jeg var, og alligevel FORÆREDE hun mig stofferne på billedet!! Vi var ved at bytte noget stof, og så fik jeg da lige det der med. For den uindviede kan det virke banalt, men det er jo guld, hun har givet mig! Det gør så stort indtryk på mig, når nogen gør noget rart for andre, de ikke kender. Pay it forward, hedder det vist, og det ryger lige på karma-kontoen. Den der konto, en højere magt bestyrer for os alle sammen, og som bare vokser for os, når nogen fylder kapital på. Jeg vil gerne slå et slag for at glæde fremmede mennesker, som Pernille glædede mig. Det gør glad i lang lang tid, og det gør det lidt nemmere, at komme igennem en dag som igår, når verden også er et sted, hvor andre glæder, bare for at glæde.

Nyd dagen!