søndag den 10. oktober 2010

Udmattet

Det er vanvittig hårdt at ha børn.

Jeg smider sgu lige en trumf, for det er over dobbelt så hårdt at ha delebørn. Man er for evigt fanget i sin egen dårlige samvittighed over at ha savet verdens smukkeste væsen over i to. Det kunne og kan ikke være anderledes, og vi får det allerbedste ud af det hele tiden, men det sidder som en sten i skoen hele tiden. Idag har jeg så givet mit barn noget af det, jeg tror, han har brug for. En dag med far og mor. Vi har begge købt årskort til Zoo, for at ha noget at lave sammen. Noget, der er vores. For vi er jo stadig en familie på en eller anden måde. Vi er drengens familie. Samtidig har vi forældre en mulighed for at få snakket lidt om opdragelsen. Om, hvordan vi gør i de respektive hjem, og hvorfor.

Vi har alle tre haft en dejlig dag, og nu er drengen, det smukke, smukke væsen splattet ud på sofaen. Det er aldrig sket før, at han er faldet i søvn der, men i aften er jeg alene med mine to drenge, og jeg er træt helt ind til benet af en dag i Zoo. Jeg gad helt ærligt ikke putte ham. Jeg orkede ikke skrig og skrål og en baby på armen samtidig. Så som afslutning på dagen, hvor jeg har fortalt faren, hvor konsekvent jeg prøver at være, har barnet fået lov at falde i søvn på sofaen.

Det er det, der er så hårdt ved at være mor. At man hele tiden konfronterer sig selv med sin måde at håndtere alting på.

Jeg nænner ikke at lægge ham ind i seng. Han ligger der, og er så smuk og er mit barn, og om nogle dage skal han væk igen, og jeg skal savne ham igen.
Posted by Picasa

6 kommentarer:

  1. Kære Kat,

    Konsekvens i opdragelsen er fint, men der skal sørme også - set med mine øjne - være plads til, at man dratter omkuld på sofaen ;-)

    Og så synes jeg, at det er skønt at høre, at du og Farmand har bevaret fornuften og en god kontakt til hinanden. Det er desværre alt for sjældent tilfældet.

    Nu er jeg selv "skilsmissebarn", og det jeg mest husker fra tiden, er hvor meget ro der kom over tingene. Ingen skænderier, trykket stemning osv.

    K.H June

    SvarSlet
  2. Hold da fast, hvor er det skønt, at I kan det!
    Hvor meget deler I ham? Jeg kender sagtens følelsen og tankerne omkring delebarnet. Jeg har også dårlig samvittighed, specielt fordi han græder højt og længe inden han skal derop på weekend. Jeg er også splittet i tankerne om, at det faktisk er rart, at han er væk i weekends for så kan jeg slappe af. Men det er jo på bekostning af, at han har det træls et døgnstid inden han skal afsted...

    SvarSlet
  3. Ja, det er nemlig rigtig fint, når det kan lade sig gøre. Vejen har været lang, og er ikke slut endnu, men det er den nok aldrig. Jens er hos sin far hver anden weekend fra onsdag til mandag, og er heldigvis rigtig glad for at være der. Jeg kender godt det med, at man faktisk synes, det er lidt fedt at ha en weekend for sig selv;)

    SvarSlet
  4. Kære Katrine

    Selvom jeg sagtens kunne sende en mail eller sms får du den alligevel her...

    Har lige læst dit indlæg og er virkelig rørt! Jeg kan sagtens sætte mig ind i dine følelse på trods af at jeg ingen børn har selv..

    Du skriver virkelig smukt og gribende - og jeg bliver sgu stolt over at kende dig!

    Glæder mig til vi ses igen.

    Kh. Marianne

    SvarSlet
  5. Puha, Kat, spot on der - "Han ligger der, og er så smuk og er mit barn, og om nogle dage skal han væk igen, og jeg skal savne ham igen."

    Har netop været inde og kysse min sovende dreng, der ska på efterårsferie hos sin far, 10 overnatninger fra i morgen.

    SvarSlet
  6. Tak for kommentarerne, det varmer at vide, nogen forstår!

    SvarSlet

Skriv endelig en kommentar, jeg bliver så glad!