Udmattet

Det er vanvittig hårdt at ha børn.

Jeg smider sgu lige en trumf, for det er over dobbelt så hårdt at ha delebørn. Man er for evigt fanget i sin egen dårlige samvittighed over at ha savet verdens smukkeste væsen over i to. Det kunne og kan ikke være anderledes, og vi får det allerbedste ud af det hele tiden, men det sidder som en sten i skoen hele tiden. Idag har jeg så givet mit barn noget af det, jeg tror, han har brug for. En dag med far og mor. Vi har begge købt årskort til Zoo, for at ha noget at lave sammen. Noget, der er vores. For vi er jo stadig en familie på en eller anden måde. Vi er drengens familie. Samtidig har vi forældre en mulighed for at få snakket lidt om opdragelsen. Om, hvordan vi gør i de respektive hjem, og hvorfor.

Vi har alle tre haft en dejlig dag, og nu er drengen, det smukke, smukke væsen splattet ud på sofaen. Det er aldrig sket før, at han er faldet i søvn der, men i aften er jeg alene med mine to drenge, og jeg er træt helt ind til benet af en dag i Zoo. Jeg gad helt ærligt ikke putte ham. Jeg orkede ikke skrig og skrål og en baby på armen samtidig. Så som afslutning på dagen, hvor jeg har fortalt faren, hvor konsekvent jeg prøver at være, har barnet fået lov at falde i søvn på sofaen.

Det er det, der er så hårdt ved at være mor. At man hele tiden konfronterer sig selv med sin måde at håndtere alting på.

Jeg nænner ikke at lægge ham ind i seng. Han ligger der, og er så smuk og er mit barn, og om nogle dage skal han væk igen, og jeg skal savne ham igen.