tirsdag den 16. november 2010

En tænkeboks

Er det pinlig blog-tavshed, når den skyldes, at man tager sine mor-evner op til revision? De sidste par dage har jeg været i tænkeboks: Hvordan i Himlens navn gør jeg det bedre for min store søn?

Da han var ganske lille valgte jeg for ham, at han skulle have to hjem. Siden da, har jeg, hver eneste gang, han har reageret på noget, eller bare skreget ud i luften, som børn jo gør engang imellem, gokket mig selv oven i bærret med, at det er derfor. Det hele skyldes, at han er dele-barn. Skilsmissebarn. Offer...

Igår kulminerede det for mig. Jeg var alene med de to mindste, altså ham, Jens på knap 3, og baby A på 5 mdr. Jens 'saboterede' putningen af baby A, og jeg blev bare så SUUUUUR efter en time. Øv, hvor blev jeg sur. Så sur, som kun mødre kan blive på deres børn. (Undskyld mor, fordi jeg var 3 engang! Jeg skal aldrig gøre det mere!) Da Mission Impossible så var overstået, og begge børn sov, så lå jeg der i midten og stirrede ud i mørket og peb lidt. Over mine egne manglende evner som mor. Hvorfor kan jeg ikke putte to små børn alene? Det er der sgu da så mange, der gør! Nå, tør øjnene, Kat, og snup en kiks! For det nytter jo ikke noget, vel? Hvis ikke du kan leve med det, så må du handle.

I morges ringede jeg så til hans far. Uden løsningsforslag, men med et problem, som vi voksne i drengens liv er fælles om. Nemlig det problem, at logistikken har spændt ben, og det ender med, at jeg er alene med ungerne den dag, Jens kommer hjem fra sin far. Det har taget mig et par dage at få tørret øjnene, og kostet en hel rulle tudekiks, men jeg er nødt til at handle. Det holder bare ikke, at han kommer hjem den dag. Han har så meget brug for mor, og brug for at vænne sig til dette hjems regler og måder, og det er bare dødsdømt, når man er alene voksen om det og har en baby på armen. Det ender med, at det stakkels barn virkelig prøver grænser af. VIRKELIG! Faren var heldigvis enig. Ligesom min kæreste er: vi skal hjælpe Jens. Sammen. Og midt i al forvirringen, sorgen, magtesløsheden, utilstrækkeligheden, så sidder jeg med følelsen af, at det nok skal gå alt sammen. Fordi vi alle vil Jens det allerbedste, og fordi vi, trods alt, for vejen har været lang, kan samarbejde om det. Vi har nu aftalt et lille møde, hvor vi voksne kan snakke løsninger. Nu er jeg glad igen. Jeg har gjort det bedste, jeg kan for mit barn; indset, at det, jeg byder ham lige nu, ikke er det bedst mulige, og jeg har tænkt mig at tage konsekvensen af det. Hvad løsningen så end bliver, så bliver det bedre for Jens. Det er jeg stolt af.

Jeg startede dette indlæg med at skrive, at han er delebarn, skilsmissebarn og offer. Det fylder virkelig meget i min virkelighed, fordi hver evige eneste gang, der er noget, der ikke lige spiller, så spørger jeg mig selv: er det her fordi jeg har savet ham over i to? Og nej, gu er det ej! Han er 3! Han SKAL være teen-ager og sabotør. Det står i en 3-årigs job-beskrivelse, sgudda! Erkendelsen sidder ikke helt i skabet endnu, men jeg har tænkt mig at prøve at ha det som mantra. Ikke alt i den drengs liv kan tilbageføres til at han har to hjem. Der ER trods alt kommet ganske fine mennesker ud af skilsmisser!

Så langt så godt! Jeg har handlet på noget, jeg oplevede som et problem. I bonus fik jeg en stærk fornemmelse af, at vi voksne står sammen om løsningerne. Jeg mangler stadig at lære, at undlade at tage hele skylden på mig, når min søn reagerer på et eller andet, eller bare er 3 år. Men det kommer nok. Nu vil jeg bare nyde, at jeg har så gode mennesker omkring mig...

Som sådan en slags karma-vits, så har jeg været sammen med en veninde idag, der havde fejlkøbt denne: en fantastisk-gul (det må være det officielle farvenavn) smør-tænke-boks. Den fik jeg:) Som om smør ikke gør mig glad nok i forvejen!



Nyd dagen!

16 kommentarer:

  1. Jeg synes, at du har handlet klogt, voksent, modent og på baggrund af den kærlighed en mor bærer i sit hjerte.

    Du skal være stolt af dig selv :)

    KH Pialouise

    SvarSlet
  2. Synes også du skal være stolt af dig selv - og det kan jeg også høre at du er! Jeg er ikke et sekund i tvivl om at I nok skal finde en løsning som er super for Jens, og som også kan give dig mere ro i sindet. Det må være ufatteligt svært at have delebørn, men jeg synes du klarer det SÅ fantastisk.
    Klap lige dig selv på skulderen, og ha' en rigtig god dag!
    Kh. Jane

    SvarSlet
  3. Hej Kat :-)

    Jeg bed rigtig meget mærke i sætningen: "indset, at det, jeg byder ham lige nu, ikke er det bedst mulige......."

    Det er simpelthen ikke rigtigt! Alternativet havde været en familie der ikke fungerede. En Mor og Far der ikke holder af hinanden.

    Nu kender jeg jo ikke grunden til, at I gik fra hinanden, men en grund har der jo været. Og uanset hvad den var, så er to (eller bare én for den sags skyld) glade forældre, bedre end to ulykkelige.

    Og du kan jo ikke sætte "det du byder ham" op imod billedet af en harmonisk kernefamilie....for det var jo netop ikke muligt! Så under omstændighederne, har du givet ham PRÆCIS det bedst mulige! Omstændigheder du slet ikke selv er herre over, vel at mærke ;-)

    Min dreng er 8 år. Hver 3. weekend er han i aflastning hos en skøn familie. Og hver 3. weekend kommer han hjem og surmuler, prøver grænser af og er i det hele taget lidt af en pestilens!

    Men han er også mæt på oplevelser, ballade og leg....og derfor også godt træt. Så det ville sgu undre mig, hvis han var et dydsmønster.

    Det gør det ikke mindre hårdt - og fuck det er hårdt! - men jeg tror det er helt naturligt at de reagerer på den måde.

    Og så har Jens jo en mor der handler og beder om hjælp, istedet for stædigt at ville klare det selv. Dét synes jeg er rigtig meget værd.

    K.H June

    SvarSlet
  4. Hej Kat...

    Synes faktisk ALLE de ting som June ovenover nævner.... Plus vil bakke hende gevaldigt op i, at de som handler, viser blot et overskud, som de der ikke handler mangler. Sådan....

    Vil blot lige påpege, at du IKKE er den eneste der ikke altid liiiige kan slippe lige let om ved putning af unger ;-) Det er du sikkert også klar over, men i situationer hvor det hele presser på, kan man ofte være ret så tilbøjelig til at tænke, at det der sker indenfor mine 4 vægge, i hvert fald er langt fra normalen... Og det er det bare slet slet ikke. Ikke i alle tilfælde ihvertfald.

    Pøj pøj med løsningen. Det skal nok blive rigtig godt. I er jo som du selv siger, nået et langt stykke hen ad vejen. I er ENIGE....Pris det. Det er dælme ikke alle steder det er tilfældet (har min erfaring vist mig). Og mon ikke der så kommer noget konstruktivt godt ud af det??? Ellers findes ingen retfærdighed.

    Mvh Tina.

    SvarSlet
  5. Tak for et klogt og tankefuldt indlæg :)

    SvarSlet
  6. Hej Kat

    Godt, at du handler - både for Jens, dig, og baby A. Han har da brug for, at der er overskud, når han kommer hjem til dig, for det er megahårdt for en 3-årig at blive storebror i forvejen. Det oplevede vi også, og vi er IKKE skilsmisseramt eller sådan noget. Vores søn var rædselsfuld i den alder, og nogle gange havde jeg endda svært ved at holde af ham, da han var sådan. Men Gud, hvor var det synd for ham dengang - men Gud hvor er han glad for sin lillesøster i dag.

    Held og lykke med indsatsen.

    Kh Rikke

    SvarSlet
  7. Hej Kat

    Godt, at du handler - både for Jens, dig, og baby A. Han har da brug for, at der er overskud, når han kommer hjem til dig, for det er megahårdt for en 3-årig at blive storebror i forvejen. Det oplevede vi også, og vi er IKKE skilsmisseramt eller sådan noget. Vores søn var rædselsfuld i den alder, og nogle gange havde jeg endda svært ved at holde af ham, da han var sådan. Men Gud, hvor var det synd for ham dengang - men Gud hvor er han glad for sin lillesøster i dag.

    Held og lykke med indsatsen.

    Kh Rikke

    SvarSlet
  8. Hej Kat

    Godt, at du handler - både for Jens, dig, og baby A. Han har da brug for, at der er overskud, når han kommer hjem til dig, for det er megahårdt for en 3-årig at blive storebror i forvejen. Det oplevede vi også, og vi er IKKE skilsmisseramt eller sådan noget. Vores søn var rædselsfuld i den alder, og nogle gange havde jeg endda svært ved at holde af ham, da han var sådan. Men Gud, hvor var det synd for ham dengang - men Gud hvor er han glad for sin lillesøster i dag.

    Held og lykke med indsatsen.

    Kh Rikke

    SvarSlet
  9. Undskyld Kat - det var altså ikke for at spame dig - ved ikke, hvad der er sket.
    ¨
    kh Rikke

    SvarSlet
  10. Kære Katrine, hvor beskriver du det bare godt! Det er dælme svært at skelne hvad der skyldes hvad, men som sædvanligt lyder det til at du har tacklet det super sejt!

    SvarSlet
  11. Tak:) Tak for jeres søde ord og tanker. Det er dejligt at vide, nogen tænker over mig og mit. Og det er dejligt, nogen står eller har stået i samme situation. Jeg er alt for træt til at svare ordentligt, jeg har knoklet for at blive færdig til julemarkedet (har lige været dernede, det bliver FEDT!) men jeg ville bare sige tak:)

    SvarSlet
  12. Kære Kat,
    Jeg syntes Jens er en af de heldigste drenge i denne verden! tænk at have en mor der i den grad kan erkende sine egne grænser og ovenikøbet er ærlig omkring dem.
    Det lyder så helt utrolig sundt, i mine øre.
    Du røg lige ind på min top ti over seje kvinder/mødre!

    Med altid KH
    Cristine

    SvarSlet
  13. - En anden gang, - er du meget velkommen til at ringe efter nød-hjælp.... - den befinder sig trods alt kun 500 m væk!!!! - Og den har tlf;-)

    SvarSlet
  14. Tak oh du anonyme hjælpende ånd! Hvem du så end er? :)

    SvarSlet
  15. Jeg blev et eller andet sted så glad af at læse dit indlæg. Herhjemme er det superdestroyeren af det gode humør og alt hvad der er hygge: STORESØSTER på 3 år, der efterhånden også har fået æren af, at styre selv mit eget humør på en dum dag... Og stakkels lillesøster på 1,25 år som bare gerne vil være venner...
    Jeg ved snart ikke, hvor mange gange om dagen, jeg må tage mig selv i, enten at flytte hjemmefra, eller smide den store i skuret sammen med katten...

    Efter at have læst dit indlæg, tænker jeg: Nej du, nu tager du lige den her opgave ordenlig på, lyner og hanker op, og så fortæller du den bette madamme, at hun kan styre sit eget humør, styre ind på værelset og styre sig, men hun kan ikke styre resten af huset! :-)
    Tak for det

    PS. Jeg har også tit tænkt tanken: Hvordan gjorde vores forældre/bedsteforældre det? 2, 3, 4 børn, der skulle puttes, mens far var på arbejde/møde/ude med gutterne... Og jeg er ved at eksplodere den ene gang hver anden måned, hvor den store ikke vil falde i søvn, før far skal på natarbejde, og jeg derfor skal putte 2 samtidig...
    Kort fortalt (selvom det er for sent): Du er ikke alene!

    Super Blog
    Hygge

    http://missingcreativity.blogspot.com/

    SvarSlet
  16. Cristine: nu fik jeg jo chancen for at sige dig tak for den kommentar irl, men takken skal også stå her til evig tid:)

    LikeBree: ja, nogle gange synes jeg det hjælper lige at gå ud af rummet i to minutter og tænke over hvad det hele egentlig er: et 3 årigt barn, der har brug for rammer. Når jeg kommer ind igen, går det som regel lidt nemmerer det hele;)

    SvarSlet

Skriv endelig en kommentar, jeg bliver så glad!