Igen er jeg stolt af noget, andre har lavet. Denne gang er det min far, der har været igang. Han har lavet sin første kniv, og jeg synes i al beskedenhed, han er sluppet ualmindeligt heldigt fra det! Den er håndlavet fra start til slut med smedet klinge og det hele. Han har lavet den til Tobias, og den er lille, så den passer til en barnehånd.
Man kan tillade sig at forvente af sine forældre, at de behandler børnebørn godt. Spørgsmålet er, hvad man kan tillade sig at forvente af dem i forhold til de børn, man selv vælger at få et forhold til via nye kærester. Kan man overhovedet forvente noget?
Jeg kender mine forælder godt nok til, at jeg end ikke overevejede, hvilke forventninger, jeg kunne tillade mig at have til dem, da jeg bragte Tobias ind i deres liv. Jeg forventede bare, at de ville tage ham til sig som deres eget barnebarn. Og det gjorde de også som det naturligste i verden. Jeg har tænkt meget over det siden, for jeg kan se mange steder, at det langt fra er alle, der er så priviligerede som mig på den front. Det er gået op for mig, at mine forældre er helt særlige. De evner at tage et 'fremmed' barn til sig, som var han deres eget. Derfor er den første kniv, min far har lavet, til Tobias. Derfor er jeg stolt. Ikke kun af kniven, som jeg synes er helt særligt flot, men mere af min far. Det er kærlighed til mig og mine, der har lavet den kniv der...
Nyd dagen!
Det er noget vigtigt, du tager op der. Ikke kun kniven, som er smukt forarbejdet, men især det med at tage "fremmede" børn til sig.
SvarSletHvad pokker er det, der sker i vores forældre, når vi præsenterer vores bonusbørn? Hvorfor er de ikke lige så gode som dem af egen avl?
Hvad hvis vi ikke selv havde kunnet avle, og havde adopteret, var de så heller ikke lige så gode?
Det er en svær problematik, og jeg er flere gange stødt på problemer og udfordringer og har heldigvis formået at kæmpe og tage problemerne op.
Det har været i forbindelse med arv. Hvem skal arve mig (og hvorfor pokker skal mine forældre blande sig i det?)
I forbindelse med, at gemalens mor inviterede gemalens to af egen avl på rejse en uge til Rom - her var det gemalen der tog kampen op. Og fik ændret mors syn på det, så alle tre piger i sidste uge var i Rom med hende.
I forbindelse med fødselsdage, hvor kun pigerne med "ægte blod" bliver husket af hhv den ene familie/ den anden familie.
Gaver til konfirmationer - her er vi ude i min eksmands familie, hvor det blodægte barn fik 3000 kr i gave, mens det uægte barn fik 300...
Nåmmen, jeg har mange flere eksempler på disse uretfærdigheder. Og i sidste ende fortæller det, at disse bedsteforældre m.fl. ikke er i stand til at forandre syn på, hvad familie er, ændre sig med tiden, men er fast forankrede i et forældre syn, synes jeg.
Men, hvor er det så dejligt at læse om din fars kniv, som står som symbol på et rummeligt menneske :)
Klem
Det lyder som om du har en fantastisk far!
SvarSletKære Mette: Ja, jeg ved virkelig ikke, hvorfor nogle mennesker opfører sig sådan. Det giver ingen logisk mening, og da især ikke, hvis man sætter det i det perspektiv, du kommer med, mht. adoption. Tak for dit svar, der igen fik mig til at indse, hvor utrolig heldig, jeg er. Engang tog jeg det for givet. Det gør jeg ikke mere!
SvarSletCilleBille: Ja, det har jeg virkelig også!