Nå så man skal ikke græde over spildt mælk?

Men det gør jeg altså!

Jeg er nødt til at stoppe med at amme, og det er FORFÆRDELIGT! Intet mindre! Det kommer sig af, at jeg har fået tilbud om at tage med Ryslinge Højskole til Berlin i uge 43, og det vil jeg jo frygtelig gerne. Men jeg havde sgu ikke set det ramme mig som et tog, det med det ammestop.

Jeg græder og græder og græder. Næsten lige så meget som Askefisen. Aj, ret skal være ret, jeg tror faktisk, jeg græder mere end han gør. Det føles som en cyklus er sluttet - da mælken i sin tid løb til var processen også ledsaget af salte tårer og tanker i ring.

Hvad er det, der er så trist? Knægten er jo over 1½ år og spiser røde pølser! Jeg ved det ikke... det er bare forfærdeligt. Som en narkoman på afvænning skriger hele min krop efter at lægge ham til - bare én sidste gang. Bare én gang mere. Min krop gør ondt og mit hoved kværner: Ingen skal længere bruge mig. Ingen skal længere bruge min krop til noget. Min krop er bare min nu.Hvad skal jeg med den krop? Den er hærget og misligeholdt efter to fødsler og lange amninger. Det er som at få en arm revet af. Ingen har brug for mig mere. . . . Her starter båndet forfra...


Velmenende mennesker foreslår mælkestoppiller, men jeg tager min straf med ømme babser.

For meget drama? Som sagt er han jo altså mere end 1½ år og spiser røde pølser. Måske for meget drama, men jeg forsvarer mig overfor mig selv med, at det jo faktisk er en livsmåde gennem 4½ år, der er slut fra NU af. Et barn, en unge, har levet af mig for sidste gang i går morges kl. 6. Jeg skal til bare at være mig i min krop igen, og det er svært. Det er hunde svært! Jeg har altid oplevet moderskabet meget dyrisk. Min krop ved, hvad den skal gøre, ok måske ikke ved den første fødsel, men så i sekundet da Jens lå på min mave. Derfra var jeg et dyr med en unge. En tiger, der passer på sit afkom. Instinkterne tog fuldstændig over, og det skete igen allerede ved Askes fødsel. Jeg husker ikke så meget af den, fordi den gik så stærkt, og var så intens, men min krop vidste, hvad den skulle gøre. Ligesom amningen igen skete helt naturligt. Det var voldsom overvældende at blive et dyr fra det sekund, ungen lå på min mave. Men jeg har været mor-dyret lige siden, og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv.


Tak! Det hjalp!

Og nu til the plus side:

Drinks i rå mængder, med paraplyer og hele svineriet. (Hvis man da stadig kan få det efter alle disse år?)

Hårfarve! Det ved jeg, man kan få, men jeg ved ikke, hvad der er moderne?

Ptalater og parabener i læssevis. Bring it on, jeg ved, det er umoderne, men jeg glæder mig sgu til at ku bruge makeup uden dårlig samvittighed!

Den der tattoo, jeg har lovet mig selv for ... mange år siden. Altså én mere;) Altså... jeg har faktisk to, jeg gerne vil ha lavet, men lad os nu se, hvordan det går. Jeg har en formodning om at tusser efterhånden er blevet umoderne, men jeg er kold. Jeg skal ha mit sømandshjerte med MOR i banneret!

Flere plusser ved sådan et ammestop? Kom med dem, jeg trænger!