Eller... sådan havde jeg det engang... jeg nød at have dage for mig selv, glædede mig til at se min søn igen, og så var den ikke så meget længere.
Nu? Jeg savner ham. Jeg glæder mig til han kommer hjem. Og nu kommer det svære, det der gør, at jeg i indledningen var nødt til at fremstille alle andre som hysteriske hønemødre, bare for ikke at se så grim ud selv: jeg frygter det også.
Det er unfair at frygte en tre-årig, I know, men vi har simpelthen haft SÅ mange kampe, Jens og jeg. Jeg kan ikke finde ud af, hvad der er helt almindelig tre-årigs-ballade, og hvad der skyldes hans livs-omstændigheder. Det får mig til at handle forkert i forhold til ham. Jeg er ikke god nok til at sætte grænser, for jeg kommer hele tiden til at synes, det er synd for ham. Og så har vi eddermame balladen, sku jeg hilse og sige! Så meget, at jeg er begyndt at frygte dagen, hvor han kommer hjem. Pinligt! Virkelig pinligt, men sådan er det.
Sådan var det også idag, jeg havde virkelig savnet ham, men jeg havde også nydt freden, og jeg frygtede den uendelige perlerække af konflikter, der ventede mig. Hans konflikter retter sig KUN mod mig herhjemme. Jeg er hans mor, Carsten er Carsten, det er han ganske fint klar over. Jeg er sikker på, det er sundt for ham at ha det sådan, men hold nu kæft, det er hårdt at være mor i. Og ensomt også. Nå, sidespor, der ku fylde et helt indlæg for sig selv, det jeg i virkeligheden var igang med, var at bygge op til alle de konflikter, der ventede mig idag.
Hvad sker der? Jeg henter den mest afbalancerede dreng i børnehaven. Drengen, der har hygget og leget hele dagen, der har ryddet op, forstået et nej, dækket bord, passet på sin lillebror (ok, træerne vokser ikke ind i himlen, han har også sparket ham i hovedet) - ja i det hele taget, den Jens, jeg kender, kom hjem til mig idag. Nu ligger han i min seng og sover, og om lidt vil jeg gå ind og se, om jeg kan få lov at putte helt ind til ham. Eller i det mindste bare ligge med næsen i hans hår. Oh, jeg frygter de nærmeste dage, hvor han skal til at sove på sit eget værelse.
I hear you! Jeg har det på samme måde!!!
SvarSletdu er ikke alene :)
SvarSletNej du er besemt ikke alene. Kender det så godt. Jeg starter om morgenen med at vælge hvilke kampe magter jeg at kæmpe i dag med min 3 årige. Og selv om hun har to ældre søskende synes jeg stadig det er svært af finde ud af hvad der er almindelige 3 års kan/vil selv komflikter, nok særligt fordi hun har været indlagt en del gange og på den måde har fået mere alene tid og der er blevet taget mere hensyn end ellers.
SvarSletIh, hvordan mon det så bliver at være mor til en teenager. Poden herhjemme er kun 8 uger gammel, så vi er ikke engang tæt på at have konflikter, der kan spores til en blomstrende individualitet. Men 'I mødre' siger jo altid, at tiden går stærkt, så der går nok ikke længe, før jeg selv står med et konfliktsøgende barn, og hvis hun ligner mig bare lidt, bliver hun også et stædigt og meget bestemt et af slagsen. Jeg satser på, hun ligner sin far mere, og ikke gør som jeg gjorde og skrigende banker hovedet ind i væggen for at få sin vilje fra en mor, der til sidst giver op.
SvarSletJeg håber, du fik lov til at putte med ham og nyde en stund uden konflikter bare fyldt med kærlighed.
/Line
Du er så meget en harmonisk mor, Kat. Og det siger jeg uden egentlig at vide det. Men vejen til bedre tider, ligger i selverkendelsen, og jeg synes at spore ret meget af den hos dig. Og så tror jeg det er en 3-årig der reagerer fordi han er 3. Det siges at være den værste alder! Og husk, han ved hvor han har dig, og at du elsker ham - ellers ville han ikke teste dig.
SvarSletKram C