Rødglødende rasende!

Hvis man var i Rosengårdscentret idag, kunne man se en verdenspræmiere. Mor her med røg ud af ørene!

Normalt er jeg mere sådan en, der låner en bog på biblioteket, afleverer et par dage for sent, betaler min bøde, får en regning på bogen, og lader være at gå på biblioteket i 1½ år, fordi jeg ikke vil være til besvær. Når jeg så går derned, så er det for at betale bøden, bare for at få det ud af verden. Historien er sand, sket for nylig, og kun takket være min mand af en kæreste, der ikke er indrettet helt som mig, gik vi derfra uden at ha betalt 200 kr i pseudo-bøde. Bemærk, det var en bøde, der var en fejl, og som jeg var helt klar til at betale, af ren og skær konfliktskyhed.

Jamen, hvad skete der dog i Helvedes Forgård idag, siden tigermor hvæssede kløer?

Min smukke, smukke søn med det lange, tykke, lækre hår skulle klippes. Han skal bare studses rundt i kanten af gryden. Frisøren svarer ja, og går igang. Eller det vil sige, han siger ikke et ord til den treårige, der er utryg og bange. Nej, nu lyver jeg da! Han sagde: hvis ikke du sidder stille, så kommer det bare til at gøre mere ondt senere. Så finder han vandforstøveren frem og overfalder det stakkels uforberedte barn med den. Allerede her burde jeg ha taget min søn og gået min vej. Men vi havde stiddet i kø i over en halv time, og håret gik godt ned over øjnene. Samtidig havde Jens lige skabt sig til en guldmedalje i disciplinen 'helt almindelig 3 årig fylder et helt center', så jeg var godt klar over, at de blikke, der hvilede på mig, var præget af 'hun har jo ikke styr på sine unger, den tosse der'. Syntes ærligt talt ikke, mit image lige der, foran fremmed kunne tåle, at jeg lavede en scene.

Så jeg sagde ingenting. Da jeg så opdagede, at han klippede de lange lokker af, blev jeg bare så paf at jeg ikke ku finde ud af at sige noget. Hurtig opvejning inde i hovedet: hvad er bedst for Jens lige nu? At lave en scene, og redde ham, men samtidig gi ham et frisør-traume? Eller håbe, frisøren dog ved, hvad han gør, og at tro på, at jeg dog bare er lægmand og kan tage fejl, når jeg ser på, HVOR lange totter, der ligger på gulvet?

Jeg valgte det sidste. For Jens skyld, og fordi jeg er så skide konfliktsky. Frisøren var ubehøvlet overfor sine ansatte, så jeg ku godt mærke, at ham sku man nok ikke lægge sig ud med. Da han så begynder at tynde i det med den der djævelske tynde-ud-saks, så mandede jeg mig dog op, og spurgte spagfærdigt: tynder du i det?!?! Svarede han? Nej, han gjorde da ej!

Da min dreng endelig var frigivet igen, spurgte frisøren, om jeg var tilfreds. Og her indtraf miraklet: jeg svarede! Selvom han tydeligt var en tyran, der behandlede både små børn og ansatte virkelig dårligt, så mandede jeg mig op og svarde: Det er meget kort, er det ikke? Hvad svarede idioten? Jo, men man skal jo kunne se han er en dreng!

Og nu bander jeg!!

Hvad satan i helvede bilder idioten sig ind?

Nu blev jeg så gal, at jeg bare svarede: det er min søn, så det må vel være mit valg at afgøre det. Jeg bad tydeligt om at han skulle være langhåret!

Manden vendte sig i arrigskab og gik! Jeg pakkede børn og barnevogn og overtøj og spurge hvad jeg skyldte, og fjolset hvæsede bare: ingenting! Aldrig er jeg blevet behandlet så dårligt i en forretning. Vi er enige om, at det er mig, der er kunden, ikke? Jeg har været meget i tvivl om, om jeg skulle skrive, hvor vi var henne. Skal jeg det? Jeg har ikke lyst til at min blog bliver en gabestok, men det her, det er det groveste, jeg har oplevet i mit lange liv.

I må gerne se et billede, men Jens er hos sin far...

Nyd dagen!