Engang var det det fedeste i verden...

... at shoppe nyt tøj. Nu er det i bedste fald en sur pligt. Hvornår mon jeg sidst var ude og køre med dankortet uden børn? I hvert fald 3 år siden må det være. De der børn, de forstår bare slet slet ikke glæden ved at stå i kø i overtøj i et alt for trangt prøverum. Eller det fede ved IKKE at måtte rive alt tøjet ned på gulvet. De forstår i det hele taget ikke shopping.

Det gør jeg så heller ikke mere. Der var engang, hvor kriterie nr. et var: kan jeg li det? Kriterie to: har jeg råd? Kriterie tre: hvor meget havregryn skal jeg spise for at få råd?

Nu er kriterierne: fås den i VOKSEN størrelse? Klær den bingo-vingerne? Skjuler den føde-dellen? Kan man se appelsinhud igennem? Strammer det? Springer knapperne ved babserne ud i hovedet på sagesløse mænd og børn som missiler, hvis jeg trækker vejret? Sku jeg i virkeligheden ikke hellere bare købe noget til ungerne, de kan sgu da passe det!

Når man så er gennem rækken af spørgsmål, SÅ kan man begýnde at se på, om det overhovedet er ens stil. Det er det sjældent. Eller... om igen... det ved jeg faktisk ikke, for jeg kan ikke huske min stil mere. Min stil forsvandt, da jeg tog 10 kg på efter fødslerne. Da mine babser og bingovinger blev det altdominerende i landskabet. Det er fandenfisme træls at købe tøj, man egentlig ikke bryder sig om, alene fordi Trinny og Susannah har sagt, at storbarmede damer ikke må gå med raglan-ærmer.

Jeg gider ikke, at det bliver sommer, vel, for så skal alt det flæsk jo luftes. Orker jeg det? Nej, det gør jeg sgu nok ikke. Ku jeg ikke bare tabe mig? Jo, det ku jeg jo nok. Orker jeg det? Nej, det gør jeg sgu ikke, og hvad så? Ja, så må jeg jo leve med tyngden, sådan er dét bare.