torsdag den 11. november 2010

Den onde stedmor

 

Guderne skal vide, at rollen som stedmor ikke nødvendigvis er særlig nem. Når man kommer ind i er 6 årigt barns liv som konkurrent til fars opmærksomhed, så er der altså bare dømt op ad bakke. I den alder er genkendelighed, forudsigelighed, struktur og rutiner alfa og omega, og når man så bliver påduttet sådan et kaos-kvindemenneske som mig, så kan man altså godt stejle lidt. Fair nok! Hårdt nok! Dybest set, så havde han sgu nok bare ikke ønsket sig mig i sit liv. Han har en særdeles kompetent mor (og far), og fars udelte opmærksomhed, i de uger han var hos far. What's not to like for en 6 årig?
Og jeg har virkelig stået for mange ændringer i det sagesløse barns liv. Jeg har jo også bragt et barn med ind i det her, et barn med sine rutiner og vaner. Hvis vi sammen skal ha det her til at fungere, så skal begge voksnes værdier og ideer om et godt børneliv også tilgodeses. Damn, der er mange faktorer i det her, ikke?

Af en eller anden grund, så har min helt store kæphest været MORGENMADEN. Min søn har været vant til at få grød om morgenen, og elsker det. Min bonussøn har været vant til at få brød med sødt på. Den har jeg bare ikke kunnet godtage. Det er noget med, at der er slugt SÅ mange kameler, at jeg simpelthen bare har VILLET vinde den her. Altså, jeg vil jo ikke stoppe grød i halsen på et stakkels sagesløst barn, vel! Man har jo hørt om børn, der har fået traumer af den slags pædagogik. Men jeg har bare ikke villet acceptere, at min søn skulle blive grød-kræsen fordi storebror var det. Latterligt? Ja bestemt, men det har bare været mit lille bitte stædige ståsted. Den her VIL jeg bare ha!
Og nu er det lykkedes mig! Jeg kom i tanker om et råd fra en veninde engang for 100 år siden. Miraklet indtræffer, når man lader grøden køle af (gerne fra igår), blander et æg i og steger det som en pandekage. Vupti! Så har man en morgenmad, som knægten ber om mere af, en hyggelig morgen og en ond stedmor, der måske engang kan blive til en lille svane. Er der smoothie til, er der ikke et øje tørt. (Jeg vil så ikke høre et ord om glykæmisk indekstal for havregrød. Det var sundt, da jeg var barn!)




Posted by Picasa

8 kommentarer:

  1. Puha, der er mange kameler at sluge og mange bakker opad som onde stedmor og sagesløse stedbørn.

    Jeg har to af slagsen og det er piger og de er i puberteten nu. Indtil den indtraf har det egentlig været ok og vi har haft det rigtig hygly.

    Men nu kan jeg hverken sige eller gøre noget der bare minder om rigtigt.
    Så jeg har også haft mine kæpheste at ride på og de fleste af dem har jeg efterhånden sat i stald, mens jeg har messet i mit indre, at det ikke betyder noget - det ikke betyder noget-det ikke betyder noget...

    Godt, at I har kunnet mødes på halvvejen og at ungerne nyder morgenklatkagerne.

    Kram

    SvarSlet
  2. Havregrød ER sundt!
    God ide med klatkager.
    Og rigtig god ide at vælge sine kampe, hvilke kameler der skal sluges, hvilke kæpheste, der skal rides.

    SvarSlet
  3. jeg er den "ond stedmor" til 3 drenge ... jeg måtte gi op for de havde en mor der sagde et og en far der sagde noget andet og der stod jeg så ,jeg gav op og sagde til min mand "det der cirkus klare du selv" så passer jeg mine egne 5 stk. og nu har vi boet sammen i 9 år ,med op og ned af bakke mest op :)

    SvarSlet
  4. Ja, det er måske det allervigtigste i det her hurlumhej; at sluge kameler og vælge kampe. Måske når jeg bliver større, kan jeg fravælge flere og flere kampe. På den anden side er det bare vigtigt for mig at værdi-definitions-retten ikke kun ligger hos den med det ældste barn. Og så bed jeg mig altså bare fast i morgenmaden;)

    SvarSlet
  5. Det er aldrig sjovt at føle sig som den onde, eller at der akal vælges kampe. Har dog en idé om at grunden til at kampene bliver færre er at de kære poder også bliver ældre og bedre kan forklares at de ting man "vælger" for dem er for deres eget bedste. Her i huset spiser man også sundt og mættene til hverdag, så vil da helt klart prøve den med klatkagerne som eftermiggags mad, hvis der er mere tilbage fra morgenmaden.

    SvarSlet
  6. Ved heller ikke hvor meget du kan bruge glykæmisk indeks til, for ifølge det er pomfritter sundere end kogte kartofler og kage sundere end et æble ;)

    Tror du gør det meget godt :)

    SvarSlet
  7. Anonym: ja se SÅ meget vidste jeg ikke om glykæmisk indeks. Måske er (også) det bare vrøvl og propaganda;) Jeg holder nu på, at havregrød er sundt;)

    SvarSlet
  8. Havregrød mætter og holder sulten fra døren i langt tid - sådan er det bare!
    Selv kan jeg kigge tilbage på 19-20 erfaringer som "stedmor" og syntes da bare jeg lige vil tilføje at i mit tilfælde er det blevet letter - ikke med ungen, som altid har været skøn, men med egen forståelse af min rolle og med at "slappe lidt a´"!

    SvarSlet

Skriv endelig en kommentar, jeg bliver så glad!