Mit åndehul

 

Åh ja! Jeg laver sgudda bare en butik! Har jo fået det fedeste værksted en spytklat fra mit hjem i Ryslinge, og pludselig er der plads! Plads til mine ting, plads til kreativitet, plads til workshops og sørme også plads til en lille shop:) Så jeg indretter og hygger mig, tænder lys, maler, kreerer og nyder mit helt eget space. Mit rum, hvor jeg ikke skal tage stillin til andet end farver, former, mønstre, teksturer og teknikker. Hvor jeg for en stund kan holde pause fra livet som Patchworkmor. Det er tiltrængt med det rum. Jeg elsker min familie og alle vores børn, men uanset hvordan jeg vender og drejer det, så er det bare benhårdt arbejde at navigere i det kaos, det skaber, at man ikke har fået sine børn sammen. Så mit værksted er ikke kun en praktisk foranstaltning, det er i ligeså høj grad min chill-pill,mit åndehul, min forsikring mod sindssyge.

Send mig en mail, hvis du har lyst til at kigge forbi, jeg giver gerne kaffe!

Kat:)

Min x-kærlighed

Smukke detaljer fra mit nye værksted. 

I dag har jeg flyttet det meste af det sidste med god hjælp af Jens og hans far. Egentlig havde vi talt om at tage i cirkus her i påsken, Jens, hans far og jeg, men så tilbød han sin hjælp med flytningen og vi blev enige om, at sådan en dag er ligeså meget værd for Jens som en tur i cirkus. Arj ok, vi besluttede at vente på bedre vejr med den cirkustur, men ingen tvivl om, at det både for Jens, hans far og jeg har været en dejlig dag. Det er en kæmpe, kæmpe gave vi har givet os selv, at vi kan enes og hygge os med den slags sammen. Jeg ved, der er mange mange andre skilsmisseforældre, der ikke kan den slags. 

Kom det gratis til os i form af et gigantisk held? Nej, gu fanden gjorde det da ej! Det har kostet tilgivelse, selvransagelse, kærlighed, giga-kameler, snak og gråd. Det har kostet, har det, men det er prisen værd. Når nu vi ikke kan være sammen som kærester, så er det en stor gave, vi har givet os selv og vores søn, at vi kan være sammen som forældre. 

Jeg ville egentlig gerne komme med en masse one-liner gode råd om, hvordan man når dertil, hvor vi er nu - 4 år efter - men uanset, hvad jeg kommer op med, så lyder det bare bedrevidende og hovskisnovski, og dét er der ved grød ingen, der har glæde af. Hvis jeg tænker tilbage, kan jeg ikke engang samle sådan top 10 over ting, vi har gjort. Ikke andet end at kærligheden overvinder alt. Kærligheden til det fælles barn og respekt for den kærlighed, der var mellem voksne. 

Dybest set tror jeg ikke, det er meningen, man skal leve som vi gør. Det er ikke meningen, børn og forældre skal være adskilt, det er ikke meningen, livet skal leves i de mærkelige cyklusser, et delebarns-liv medfører, og det er ikke meningen, man skal leve med sin (eller sin kærestes) X tæt inde på livet. Men når nu det er den beslutning, der var bedst for alle, så gælder det altså om at komme over ens med alt det der X. Hvis vi ville, kunne vi bruge dagen på at diskutere de samme ting, som vi diskuterede, da vi var sammen. Men dybest set giver de ikke mening mere. De hører fortiden til, og jeg tror, at ét af vores tricks er, at så snart én af os falder i fælden, for det gør vi, så stopper den anden det.

Og vigtigst af alt, så kan vi som regel finde sammen om at give Jens en god dag!

Mine kloge børn! (og sovs!)

Allerede i går sagde han det: 'Jeg vil ikke med op til Bedste K og Bedste B'! (Altså vi er ikke så fjollede, at kalder dem det, men udfra mit princip om at forsøge at undlade at skrive om alt for mange andre end mig selv, så får de altså lige de gangster-alias'er)
Det er så absolut nogle af jordens rareste og mest gæstfrie mennesker, Carstens far og hans kone, og Jens elsker dem og snakker tit om dem. Men én skilsmisse kommer sjældent alene, så Jens har ikke bare de obligatoriske fire bedsteforældre, men er begavet med hele syv af slagsen. Seks af dem på Carstens og mit hold. Én enkelt hos far. Fantastisk! Virkelig!

Men det kræver altså, at den lille mand kan holde tungen lige i munden, når vi er på sådan et Tour de Granny, som vi lige har været. Jeg bliver helt stakåndet ved tanken om det, den lille mand skal nå, for at vi alle kan få en bid af ham. Klar? Here goes: Først var han hos sin far, hvor de også har set både farmor og onkel. Så var han på alene-ferie hos mine forældre. Derefter op til Carstens far og dennes kone, hvor onkel, tante og to kusiner også ventede. Så en smut ned til Carstens mor og hendes mand til påskefrokost, og det var i bilen derfra og op til overnatning hos Carstens far igen, at kommentaren faldt.

Jeg kan på ingen måde bebrejde ham, og jeg er bare dybt taknemmelig for, at han nu har nået en alder, hvor han kan give udtryk for frustrationen. Samtidig kan jeg også se, at han er virkelig sensitiv og reagerer stærkt på alle de relationer og indtryk. Det til trods for, at alle tager en masse hensyn og tager kærligt imod ham. Han reagerer bl.a. ved at få et enormt behov for mig. Mor, den eneste helt fuldstændig klippefaste og sikre konstant i dette sammensurium af bonus-mennesker. Hvilket jo så betyder, at Aske ikke får helt så stor en bid af mor-kagen, som han nok har krav på. (Nej tak til snedige vitser om, at mor-kagen er stor nok!) Heldigvis har han en god far, som øser på med opmærksomhed og kærlighed, men jeg kan ikke sige mig fri for at have dårlig samvittighed overfor ham også. Endnu et lille menneske, der ikke har valgt at storebror har to familier, og endnu et lille menneske, der betaler prisen for voksnes beslutninger.

Man troede, at en skilsmisse blev overstået på et tidspunkt, men den bliver ved. Dagligt mindes vi om, at vores valg har konsekvenser, og at det er vores børn, der betaler prisen, hvis ikke vi strækker os ud i næsten umulige positurer for at imødekomme dem. Som jeg for eksempel prøver med Aske, der heldigvis er ligeså klog som sin storebror, så det opmærksomhed, han ikke kan få om dagen, det kræver han om natten. Fuldstændig ligefrem proportionalt med Jenses stigende behov for mig, og Askes tilsvarende afsavn, kan jeg mærke, at Akse kræver Mor om natten.

Godt, jeg har så kloge børn<3

Billedet? Sovs, der kan holde skeen stående! Og en test af Instagram, der nu ENDELIG er kommet til Android. Aj lov it!

savner

På familietourne uden min store søn. Det er svigerfamilien vi besøger og jeg er sikker på, jeg gør dem uret ved at føle, de ikke savner min Jens. Måske savner de ham? Måske mindre end hvis de havde haft ham fra spæd? Måske gør biologien ingen forskel? Måske er det fordi der er så mange børn, at også han bare er en del af flokken? Måske er det bare mig, der tænker over at han ikke er ægte i familie med.

Jeg ved det ikke, og dybest set er det også lige meget. Kender jeg min svigerfamilie ret, så er det mig, der har de tænker, ikke dem. Men jeg savner ham så det gør ondt og jeg kan ikke forstå, jeg skal holde ferie på den her ensomme og amputerede måde. Jeg ved, han har det godt hos sin far, og kegler ved, der kommer mange mange ferier som denne.

Jeg savner at min kæreste lægger armen om mig og ser mig. Spørger om jeg savner og siger at han også gør. Men han nyder at være på ferie hos familien og være sammen med sine sønner og jeg kender det godt, så jeg bebrejder ham ikke.

Jeg savner bare min store dreng så meget, at jeg har lyst til at være svag og lille og at der kommer en voksen og puster.

Published with Blogger-droid v1.7.1

Bonus'en ved bonusbørn

Føler lige nu, at jeg er indehaver af verdens kedeligste blog, den uden indlæg, og samtidig med verdens sødeste læsere, der bare bærer over med mig, når jeg har for travlt og er for træt. Jeg skrev dette i aftes til Delebarn.dk, men I skal da ikke snydes for mine vise, vise ord;)



Åhhh jeg var så forelsket!







I min kæreste, dengang vi fandt sammen. Det er to år siden, og hans søn var 6½, min kun 1½. Så langt, så godt. Jeg gjorde mig en hulans masse tanker om det at få et barn mere ind i min verden. Min elskede kærestes elskede søn. Nøj, jeg tænkte store og kloge og svære tanker om forholdet til det barn. Og så vil jeg ikke engang sige noget om det nu. Jeg vil i stedet sige noget om den bonus, der følger med et bonusbarn, og som jeg ikke havde skænket en tanke.






Mit liv blev pludselig fuldt af ting, jeg egentlig ikke var klar til. Min egen søns udvikling følger jeg jo dag for dag, men bonusbarnets kommer man ind i, midt i udviklingen. Der følger en masse bonus'er med, som jeg aldrig havde skænket en tanke. De første gange, jeg smurte hans madpakke, følte jeg, det var noget vi legede. At vi legede voksen. Jeg har en enkelt gang forsøgt at være med til fodbold, og stå der som en anden soccer-mom og brøle efter frispark. Jeg følte mig som om jeg var landet i et skuespil, og ku slet ikke finde mig til rette der på kridtstregen.






Han går jo i skole, det kære barn, og der er arrangementer, og når man et tilmeldt en friskole, så er de ikke fedtede med de arrangementer. Komsammener, kaffeslabberaser, tam tam, fællesspisning, folkedans og jeg skal gi dig! Alt muligt forventes det, at man deltager i. Jeg indrømmer blankt, at min deltagelse nok havde faldet mig noget mere naturligt, hvis jeg ikke BANG var blevet slynget ind i et stort barns liv. Jeg mener: første gang jeg var med dagplejen til arrangement med de andre forældre, der følte jeg mig også som en hund i et spil kegler. Men det var dog mit eget barn, jeg var der for. Dog sammen med andre voksne, der var der med deres første barn. Der var nogen, jeg var i samme båd som.






Første gang, jeg var til tam tam med min bonussøn, var efter en børnefødselsdag. I hans klasse har de den fine tradition at invitere forældrene på kaffe, når fødselsdagen er slut. Super! Der sad jeg så, som den absolut yngste i selskabet, som den eneste der kun var forælder til et lille barn, og som den eneste, der for nylig havde haft et liv helt uden børn. Jeg var klar til min kæreste og til hans søn, til dennes mor, til mine følelser for og om ham, til konflikter og overraskelser. Men jeg var dælandytme ikke klar til at være en af de voksne til forældrekaffe! Sjældent har jeg følt mig så malplaceret som jeg gjorde den dag. Som den første gang, man skulle med til fest og sad med ved voksenbordet, men alligevel sendte skjulte blikke ned til børnebordet, hvor man 'hørte hjemme'.






Siden har der været en sand velsignelse af arrangemeter, og i takt med at jeg æder mig igennem bjergene af hjemmebag, æder jeg mig også mere og mere ind på følelsen af at være en af de voksne. Jeg slipper nok aldrig af med følelsen af at være med på et wildcard, men jeg slapper mere og mere af i det.














Ophavsret©2011 Katrine Nordestgaard

Haps haps haps!

Nu skal JEG ha snaps. Jeg har dimse-shoppet til mig selv. Ok, og lidt til ungerne, men for en sjælden gangs skyld var mor her i centrum, da dankortet var på langtur i Pakhuset. Se lige, hvad jeg har fået med hjem: Hvad siger I så! Jeg er så godt tilfreds med mine små nye skatte, jeg går rundt og aer lidt på dem, når jeg kommer forbi. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg ELSKER Janes streg, så jeg ku ikke dy mig for både fisk og strygemærker. Askefisen er godt tilfreds med fisken, og det er mor godt tilfreds med. Mette har hæklet den fine, fine nøglering, Julia har lavet lykke-firkløveren, og Maja har lavet badgen med Knit Bitch, som Jens især har kastet sin kærlighed på. My boy! Jeg må med skam melde, at jeg ikke kan huske, hvad pigerne bag den sidste ting hedder, men jeg elsker ikke min spillebrik mindre af den grund!

Idag havde jeg et par timer, hvor jeg ku gå rundt og få hilst på nogle af de andre udstillere. For dulan, hvor gad jeg godt et mega langt kaffeslapperads med de piger der! Novra, der er så mange spændende mennesker. Søde mennesker, som man synes, man kender lidt, fordi man følger med i splinter af deres liv på bloggene. Mennesker, som bare tiltaler mig, og hvor jeg straks tænker: hende kan jeg sgu godt li! Jeg elsker, når jeg får det førstehåndsindtryk af folk, og sådan har jeg bare mødt mange søde mennesker både igår og idag. Samtidig er det virkelig skattet at få lov at møde nogle af jer, der bruger jeres sparsomme fritid på at læse med her hos lille mig. Jeg er dybt dybt taknemmelig for hver og en af jer, og jeg elsker, når I kommer hen og giver jer til kende på et marked som dette.

Mens mor her shoppede, var mine unger i min mors kyndige hænder på Jense(n)s Bøfhus, assisteret af Jenses far. Den vågne læser vil bemærke at vi her har med x-svigermor og x-svigersøn at gøre. De hyggede sig gevaldigt, og ikke mindst Jens havde en dejlig formiddag. Men gladest af alle er nok jeg. Tænk sig, at jeg har så gode mennesker i mit liv, at den slags bare ikke er noget problem. Så er man rig!

Pinlig erkendelse

Når jeg hører fra andre mødre, der må undvære deres børn fordi de skal være hos deres far, så er det tit en historie om, hvordan timerne slæber sig afsted til poderne vender hjem under mors vinge. Om hvordan de stakkels kvinder må fylde tiden ud med tøjvask, rengøring og madlavning, der er en kogekone fra provinsen værdig for at fylde fryseren op, bare for at få dagene til at gå, indtil livet igen er værd at leve. Karikerer jeg? Ja jeg gør. Ikke engang i forsøget på at udstille nogen, men i et ubehjælpsomt forsøg på at sætte mig selv i et bare lidt bedre lys. For jeg har det slet ikke sådan. Jeg savner Jens, når han er hos sin far, men jeg er ikke sen til at finde symaskinen frem, og frankly my dear, så glæder jeg mig til, Aske er færdig med at blive ammet, for så skal jeg denondenlynemig en tur i hegnet!

Eller... sådan havde jeg det engang... jeg nød at have dage for mig selv, glædede mig til at se min søn igen, og så var den ikke så meget længere.

Nu? Jeg savner ham. Jeg glæder mig til han kommer hjem. Og nu kommer det svære, det der gør, at jeg i indledningen var nødt til at fremstille alle andre som hysteriske hønemødre, bare for ikke at se så grim ud selv: jeg frygter det også.

Det er unfair at frygte en tre-årig, I know, men vi har simpelthen haft SÅ mange kampe, Jens og jeg. Jeg kan ikke finde ud af, hvad der er helt almindelig tre-årigs-ballade, og hvad der skyldes hans livs-omstændigheder. Det får mig til at handle forkert i forhold til ham. Jeg er ikke god nok til at sætte grænser, for jeg kommer hele tiden til at synes, det er synd for ham. Og så har vi eddermame balladen, sku jeg hilse og sige! Så meget, at jeg er begyndt at frygte dagen, hvor han kommer hjem. Pinligt! Virkelig pinligt, men sådan er det.

Sådan var det også idag, jeg havde virkelig savnet ham, men jeg havde også nydt freden, og jeg frygtede den uendelige perlerække af konflikter, der ventede mig. Hans konflikter retter sig KUN mod mig herhjemme. Jeg er hans mor, Carsten er Carsten, det er han ganske fint klar over. Jeg er sikker på, det er sundt for ham at ha det sådan, men hold nu kæft, det er hårdt at være mor i. Og ensomt også. Nå, sidespor, der ku fylde et helt indlæg for sig selv, det jeg i virkeligheden var igang med, var at bygge op til alle de konflikter, der ventede mig idag.

Hvad sker der? Jeg henter den mest afbalancerede dreng i børnehaven. Drengen, der har hygget og leget hele dagen, der har ryddet op, forstået et nej, dækket bord, passet på sin lillebror (ok, træerne vokser ikke ind i himlen, han har også sparket ham i hovedet) - ja i det hele taget, den Jens, jeg kender, kom hjem til mig idag. Nu ligger han i min seng og sover, og om lidt vil jeg gå ind og se, om jeg kan få lov at putte helt ind til ham. Eller i det mindste bare ligge med næsen i hans hår. Oh, jeg frygter de nærmeste dage, hvor han skal til at sove på sit eget værelse.

mændene i mit liv

Kan man se det? Chelsea huen og FCK kasketten. Hvad enhver kvinde ellers ville elske at hade at have i sin reol, ja det elsker jeg bare. En hjerneblødning? Nej, et sjældent tilfælde af lykkelig mor, kæreste og x-kæreste, det er hvad jeg er. Mine børns fædre sidder i min stue og ser fodbold og drikker øl. De holder med hvert sit hold, som man kan se i reolen, og jeg holder med dem begge. Jeg er så stolt over mine børns fædre. Så stolt som en mor kan blive.

Published with Blogger-droid v1.6.5

Min bedste gave

Man burde gå i seng, men endelig er der ro i huset og ro i tankerne. Ro til at fordøje den dejligste jul. Jeg har lige siddet og redigeret billeder, og I SKAL altså se, hvad min bedste julegave var. Mine drenge! Alle fire. Jeg er sindssygt glad for og stolt af, at min kæreste og jeg har fået lavet så fin og dejligt harmonisk en børneflok på bare 1½ hæsblæsende år. Længere har vi ikke boet sammen, og der har virkelig været perioder, hvor vi har spurgt os selv og hinanden, om opgaven var for stor. I julen her, har vi kunnet se, at det var den ikke. Den er faktisk lykkes. Vi har tre dejlige drenge, der trives sammen og med sig selv. De har fundet deres plads i familien, og de elsker hinanden på kryds og tværs. Det er min bedste julegave! Sammen med det faktum, at jeg er kommet meget tættere på min dejlige bonussøn. At dette så skrives i sofaen, med benene oppe på min nye netbook, DET er heller ikke dårligt. Tak skat! Både for den betænksomme materielle gave, og for vores dejlige drenge.

Nå, men se dem lige lave pebernødder! Herlige hanner!

Og samle lego-spil. Den store med den kærligste tålmodighed, den lille med en tilpas mængde benovelse over storebrors uendelige evner.

Se venligst bort fra den skræmmende dame, der smiler med tandkødet. Fokus bør være på den nuttede baby på ryggen. Begge mine børn har tilbragt en del af julen i slynge. Dejligt for både mor og barn. Jens var faktisk med rundt om træet i mei taien på min mave. Slyngen nøje udvalgt til formålet af Jens, for 'så kan jeg sidde og hygge ved dig mor'. Han er en lidt skrøbelig lille fyr, der nogle gange synes, ting bliver for voldsomt, og han ku ikke huske juletræsdansen fra sidste år, så han ville godt lige op. Så er det edderhakkemig smart med sådan en dims! Så ku både han og jeg være med om træet, på hans præmisser. Jeg ELSKER mine slynger!

Vi havde besøg af både mine forældre og Carstens far og hans kone, men jeg vil altså ikke lige lægge billeder ud af de sagesløse mennesker. Jeg er bare glad for, at de kom, og var med til at gøre julen så helt vidunderlig for mig, min Carsten og mine børn.

Nyd dagen!

Tanker til mine børns andre mødre.

Ja ja, jeg ved det godt. De har kun en mor hver, men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde de kvinder, jeg deler børn med? Jeg har skrevet et lille blogindlæg til dem på delebarn.dk. Læs det her.

Nyd dagen!

Revenge of the Nanibirds

 

Klippe-klistre, klippe-klisrte, klippe-klistre sagde det. Og så stod der tre flyvefærdige Nanibirds hjemme hos mig. Klar til at flyve over til hende, der skal ha dem. Hende, der har givet mig adventskalender. Hende, der er min bonussøns mor. Hun skal ha en lille gave, så hun forstår, at jeg holder af hende, respekterer hende, værdsætter hende. Nanibirds says it all.

Nyd dagen!

Bonus-x'en har bragt...

 

Den her blog er noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv længe. Den får mig nemlig til at fokusere på alt det gode. Alle de søde og dejlige mennesker, jeg kender. Igår kom min bonus-x med til en kop kaffe, da alle mænderne var ude af huset, og det kun var baby A og mig, der var hjemme. Med sig bragte hun en adventskalender. Til sin søn? Nej! Til familien? Nej.... Til mig? Ja!

Det er fandenfisme da sødt gjort!!!

 

Nåja og så inspireret af Karens indlæg om, hvad man vælger at vise frem... Jeg plejer ikke at være bleg for at vise mine svagheder frem, og således synes jeg også, I skal ha chancen for at blive ligeså imponeret over mængden af vasketøj, den her familie kan generere. Det er dælme da ikke småting, hva!

Men hvorfor viser vi kun det smukke frem? Ja altså, hvis du bladerer lidt i indlæggene i denne blog vil du også finde billeder, hvor jeg VIRKELIG ikke er Danmarks Næste Topmodel. Eller hvor der er rod i baggrunden. Jeg har nemlig ofte ikke noget mod at dele det, der ikke tager sig så pænt ud. Er jeg en atypisk bloggerske? Jeg ved det ikke. Mange af mine billeder er jo netop taget med henblik på at få tingene til at tage sig så godt ud som muligt. Men det er de, fordi jeg, som nævnt, har stor stor glæde af at prøve at fokusere lidt på det, der spiller for mig. Det, der går godt. Det, der er værd at huske, at hæfte sig ved. Nogle dage går alting sgu da bare op i leverpostej på alle fronter, og så har jeg altså stor glæde af at fokusere lidt på det, der IKKE er leverpostej. Men jeg har edderhakkemig også brug for at skabe rum til IKKE at være så pokkers perfekt. Så I må gerne se mit vasketøjsbjerg. I al beskedenhed er jeg ret imponeret!

Det handler om vinklen. Om fokus. Både sådan rent faktisk, hvor man retter sit kamera hen, hvad man ønsker at fange. Men også i indre forstand. De to billeder, jeg viser jer idag er taget mod det samme vindue. Det ene er et fint billede af noget, der gør mig glad, det andet af noget, der egentlig bare skal overstås. Jeg kan så nemt komme til at synes, dagen bare skal overstås. Derfor denne blog. Derfor fokus på dét der spiller. Nogle gange skal jeg ha fat i den HELT store zoom for at skære alt leverpostejen fra. Men så må det være sådan:)

Nyd dagen!

Den trætte mors løsninger!

Midt i al julemarkeds-halløj'et er jeg jo også mor til et barn, der blev 3 idag. Det er en stor dag! Det skal fejres! Men hvad fanden gør en træt mor, når nu alle kræfter er lagt i appetitspringende baby og julesysler? For kage skal der sgu til! Hun springer over, hvor gærdet er allerlavest, for over skal hun sgu!

Jeg burde nok skrive, at opskriften er en familiehemmelighed. Det er den måske også? Jeg går ud fra, familien AMO tager den med i graven...

I aftes kl 23 bagte jeg de sidste øko-bøko-aurion-boller færdige samtidig med jeg *snupti* rørte AMO muffins sammen og smed dem i ovnen. Tal om en segment-krise i den sene nattetime! Jeg må lige fortælle, at jeg i sidste uge i et anfald af Overskudsmor bagte de samme boller med Jens. Proces, I ved. Inddragelse i familiens gøremål. Delagtiggørelse og fanden og hans pumpestok! Jens skulle være med til at bage boller til sin fødselsdag, så han sad og stak hjerter og stjerne ud af dejen. Fino fino, præmie til mig, når der engang skal deles præmiemorspræmier ud. Den bliver så nok inddraget igen, når præmiemorspolitiet opdager, at Overskudsmor blev overmandet af Underskudsmor, som IKKE puttede bollerne i poser, og bare faldt død om, da børnene var puttet. Næste morgen var køkkenet fuldt af stenhårde hjerter og stjerner. Shit, så er gode dyr rådne...  Jeg løj! Jeg fortalte Jens, de var i fryseren, når de i virkeligheden var i skraldespanden. Så i aftes stod den trætte, trætte mor og stak stjerner og hjerter ud af bolledejen, så Jens kunne invitere gæster til hjemmebagte boller.

Og se så lige, hvad samme trætte mor har begået! Snydemuffins med sukkerstads! Det er første gang, jeg pynter noget som helst med andet end konfetti-krymmel og hvid glasur, og JEG synes i al beskedenhed, de er flotte. Gæsterne spiste dem bare ikke, for de syntes, de lignede plastic. HAHAHAHAHAHAHA så meget for min iver!

Men de kommer med på julemarked i morgen i stedet, så kom over til Kunstfabrikken mellem 10 og 14 og få en snydemuffin med sukker på:) Jeg gir!

Nårh ja... hvad gør den der Overskuds-Underskudsmor, når 3 årig bryder sammen over, at kagemanden ikke har ben? Ikke i ligestillingens hellige navn, næ han var ikke opmærksom på, at den havde kjole på. Han var bare sur over, at den ikke kunne gå. Hun saver da et hul i kagesvinet, så den får ben. Glad 3 årig:)

Og glad familie. Vi har haft det mest fantastiske selskab bestående af far, mor, mors kæreste, fars kæreste, mormor, morfar, farmor og mors veninde og dennes søn. En sprængfarlig blanding kunne man frygte. Men ikke, når det er mine mennesker, der er tale om. De dejlige mennesker har bare hygget sig og haft det rart sammen. Se, DET er en gave, der er værd, at gi sit skilsmissebarn! Jeg er dybt taknemmelig. Virkelig, i hjertet taknemmelig!

Nyd dagen!

En tænkeboks

Er det pinlig blog-tavshed, når den skyldes, at man tager sine mor-evner op til revision? De sidste par dage har jeg været i tænkeboks: Hvordan i Himlens navn gør jeg det bedre for min store søn?

Da han var ganske lille valgte jeg for ham, at han skulle have to hjem. Siden da, har jeg, hver eneste gang, han har reageret på noget, eller bare skreget ud i luften, som børn jo gør engang imellem, gokket mig selv oven i bærret med, at det er derfor. Det hele skyldes, at han er dele-barn. Skilsmissebarn. Offer...

Igår kulminerede det for mig. Jeg var alene med de to mindste, altså ham, Jens på knap 3, og baby A på 5 mdr. Jens 'saboterede' putningen af baby A, og jeg blev bare så SUUUUUR efter en time. Øv, hvor blev jeg sur. Så sur, som kun mødre kan blive på deres børn. (Undskyld mor, fordi jeg var 3 engang! Jeg skal aldrig gøre det mere!) Da Mission Impossible så var overstået, og begge børn sov, så lå jeg der i midten og stirrede ud i mørket og peb lidt. Over mine egne manglende evner som mor. Hvorfor kan jeg ikke putte to små børn alene? Det er der sgu da så mange, der gør! Nå, tør øjnene, Kat, og snup en kiks! For det nytter jo ikke noget, vel? Hvis ikke du kan leve med det, så må du handle.

I morges ringede jeg så til hans far. Uden løsningsforslag, men med et problem, som vi voksne i drengens liv er fælles om. Nemlig det problem, at logistikken har spændt ben, og det ender med, at jeg er alene med ungerne den dag, Jens kommer hjem fra sin far. Det har taget mig et par dage at få tørret øjnene, og kostet en hel rulle tudekiks, men jeg er nødt til at handle. Det holder bare ikke, at han kommer hjem den dag. Han har så meget brug for mor, og brug for at vænne sig til dette hjems regler og måder, og det er bare dødsdømt, når man er alene voksen om det og har en baby på armen. Det ender med, at det stakkels barn virkelig prøver grænser af. VIRKELIG! Faren var heldigvis enig. Ligesom min kæreste er: vi skal hjælpe Jens. Sammen. Og midt i al forvirringen, sorgen, magtesløsheden, utilstrækkeligheden, så sidder jeg med følelsen af, at det nok skal gå alt sammen. Fordi vi alle vil Jens det allerbedste, og fordi vi, trods alt, for vejen har været lang, kan samarbejde om det. Vi har nu aftalt et lille møde, hvor vi voksne kan snakke løsninger. Nu er jeg glad igen. Jeg har gjort det bedste, jeg kan for mit barn; indset, at det, jeg byder ham lige nu, ikke er det bedst mulige, og jeg har tænkt mig at tage konsekvensen af det. Hvad løsningen så end bliver, så bliver det bedre for Jens. Det er jeg stolt af.

Jeg startede dette indlæg med at skrive, at han er delebarn, skilsmissebarn og offer. Det fylder virkelig meget i min virkelighed, fordi hver evige eneste gang, der er noget, der ikke lige spiller, så spørger jeg mig selv: er det her fordi jeg har savet ham over i to? Og nej, gu er det ej! Han er 3! Han SKAL være teen-ager og sabotør. Det står i en 3-årigs job-beskrivelse, sgudda! Erkendelsen sidder ikke helt i skabet endnu, men jeg har tænkt mig at prøve at ha det som mantra. Ikke alt i den drengs liv kan tilbageføres til at han har to hjem. Der ER trods alt kommet ganske fine mennesker ud af skilsmisser!

Så langt så godt! Jeg har handlet på noget, jeg oplevede som et problem. I bonus fik jeg en stærk fornemmelse af, at vi voksne står sammen om løsningerne. Jeg mangler stadig at lære, at undlade at tage hele skylden på mig, når min søn reagerer på et eller andet, eller bare er 3 år. Men det kommer nok. Nu vil jeg bare nyde, at jeg har så gode mennesker omkring mig...

Som sådan en slags karma-vits, så har jeg været sammen med en veninde idag, der havde fejlkøbt denne: en fantastisk-gul (det må være det officielle farvenavn) smør-tænke-boks. Den fik jeg:) Som om smør ikke gør mig glad nok i forvejen!

Nyd dagen!

Fordelene ved delebørn

Stille morgen, Mads og Monopolet, tid til kaffen, hækletøj og dyne i sofaen, bare ligge stille og kigge på sin baby; følge hans rytme, vinterlys og ro. Der ER fordele ved at undvære sine børn hver anden weekend. Det har været en sjældent smuk morgen, både indeni og udenpå.

Nyd dagen!

Den onde stedmor

 

Guderne skal vide, at rollen som stedmor ikke nødvendigvis er særlig nem. Når man kommer ind i er 6 årigt barns liv som konkurrent til fars opmærksomhed, så er der altså bare dømt op ad bakke. I den alder er genkendelighed, forudsigelighed, struktur og rutiner alfa og omega, og når man så bliver påduttet sådan et kaos-kvindemenneske som mig, så kan man altså godt stejle lidt. Fair nok! Hårdt nok! Dybest set, så havde han sgu nok bare ikke ønsket sig mig i sit liv. Han har en særdeles kompetent mor (og far), og fars udelte opmærksomhed, i de uger han var hos far. What's not to like for en 6 årig?

Og jeg har virkelig stået for mange ændringer i det sagesløse barns liv. Jeg har jo også bragt et barn med ind i det her, et barn med sine rutiner og vaner. Hvis vi sammen skal ha det her til at fungere, så skal begge voksnes værdier og ideer om et godt børneliv også tilgodeses. Damn, der er mange faktorer i det her, ikke?

Af en eller anden grund, så har min helt store kæphest været MORGENMADEN. Min søn har været vant til at få grød om morgenen, og elsker det. Min bonussøn har været vant til at få brød med sødt på. Den har jeg bare ikke kunnet godtage. Det er noget med, at der er slugt SÅ mange kameler, at jeg simpelthen bare har VILLET vinde den her. Altså, jeg vil jo ikke stoppe grød i halsen på et stakkels sagesløst barn, vel! Man har jo hørt om børn, der har fået traumer af den slags pædagogik. Men jeg har bare ikke villet acceptere, at min søn skulle blive grød-kræsen fordi storebror var det. Latterligt? Ja bestemt, men det har bare været mit lille bitte stædige ståsted. Den her VIL jeg bare ha!

Og nu er det lykkedes mig! Jeg kom i tanker om et råd fra en veninde engang for 100 år siden. Miraklet indtræffer, når man lader grøden køle af (gerne fra igår), blander et æg i og steger det som en pandekage. Vupti! Så har man en morgenmad, som knægten ber om mere af, en hyggelig morgen og en ond stedmor, der måske engang kan blive til en lille svane. Er der smoothie til, er der ikke et øje tørt. (Jeg vil så ikke høre et ord om glykæmisk indekstal for havregrød. Det var sundt, da jeg var barn!)

Press here... og en tak til mine læsere

Hvad kan denne knap mon?

Forestil dig dette: to trætte forældre har just puttet de største børn. Aftenen er forløbet usædvanligt fredeligt, og de to forældre sidder i sofaen og finder hinanden ved at snakke sagte om dagen med børnene alt imens babyen stille falder i søvn i moders favn. Idyl, ikke? Den slags aftener, vi gemmer i hjertet.

Indtil! Faren i huset får øje på mellemstebarnets nye bedste ven Trine. En kæphest indkøbt i Netto for den nette sum af 30 penge. Faren i huset skal da lige se, hvad knappen 'Press Here' mon kan. Den mystiske knap, en mand på 39 ALDRIG har set før! Godt så... Moderen kan afsløre, at den vrinsker i hele og halve timer, og vækker en baby!

Det var så den hyggestund;) Vi siger tak til den betænksomme far, der lige ville teste kvaliteten af 30 kr's legetøj købt i Netto. Den virker!

Og nu til noget helt andet...

Jeg har meldt Kattekluns til Blogtoppen.dk, egentlig mest for sjov, men det er da meget sjovt at følge med i. Og se nu bare her. Sidste uges højdespringer og en fin nr. 109. Det er noget, der passer Katten godt:) I al ydmyghed, forstås, for de flotte tal afspejler jo, at der har været mange forbi og kigge. Der er vist ingen tvivl om, at jeg skylder Karen en stor tak for at ha gjort opmærksom på min eksistens, men jeg vil altså også gerne sige pænt tak til alle jer, der kigger forbi og lægger en kommentar. Og jer, der bare kigger forbi.

Nyd dagen!

Mæt!

Mæt af dagen, mæt af gæster, mæt af glæde, mæt af børn, mæt af kage. Mæt på den gode måde af det hele.

Vi har i  dag haft huset fuldt af gæster, vi har fejret bonussønnens 8 års fødselsdag på hans fars fødselsdag, og det har bare været en af de der helt særlige dage, der har været så god og fin, at man ville ønske, man kunne skære den i skiver, og tage en enkelt skive frem på helt andre slags dage. Alle i vores lille familie har haft den bedste slags dag, og det er lidt af et kunststykke i en familie, der er så ny som vores. Det tegner godt for fremtiden, at vi kan lave en dag, hvor ingen skal sættes til side, og ingen kommer før andre. Stor som lille har virkelig haft en rigtig dejlig dag. Nu har vi så også den slags familie, der bare kommer og virker som om, de er hjemme. Hjælper til og hygger sig. Så er der dælme noget ved at ha gæster!

Og ja, han blev 8, og der er kun 7 lys. Det stolte, store barn har selv pyntet NUTELLA lagkagen (vi lader de mentale bræk-reflekser stå et øjeblik) - den var faktisk ikke så vammel, som man kunne frygte, og der var altså 8 lys. Det sidste må være druknet i de Price'iske mængder af flødeskum og kalorier.


Nyd dagen!