torsdag den 23. juni 2011

Hvornår har man anciennitet nok i en lille SNOTBY?!

Æv bæv altså, nu var jeg lige ved at være blevet glad for at bo her. Både i det sagnomspundne parcelhus med stationcar og Webergrill, men også i den lille by. Det har taget mig to år, og hvis ikke der havde været så meget bøvl i sidste uge, ville jeg ha fortalt jer om det arrangement, vi var til på friskolen i fredags. Et arrangement, der er hvert andet år, og som jeg var med til for anden gang. Det var virkelig en pudsig oplevlese, for første gang, jeg var med, følte jeg mig VIRKELIG fejlcastet. Malplaceret som aldrig før. Og så - nu - var det bare superhyggeligt. Jeg kendte pludselig en hel del, og stod ikke og trådte mig selv over tæerne, når Carsten snakkede med nogen. Næ, jeg snakkede med, eller  fandt nogen andre at snakke med. Ahhh, virkelig dejlig oplevelse. Ikke længere nødt til at snakke overdrevent meget med eget afkom for at skjule, at jeg ikke havde andre at snakke med.

Men hvorfor så den sure bæ-overskrift?

Ja fordi vi sgu har været til Sct. Hans bål. Det offentlige vel at mærke. Sammen med... ingen jeg kendte. Eller... jo, der var nogen, jeg nikkede til, men ingen jeg ville gå hen og snakke med. Kan det ikke også være ligemeget? Jo, men det ramte mig bare, at jeg stadig er så ny i byen, at vi ikke bliver inviteret til bål, og derfor er nødt til at trisse ned og se folkeskolens heks futte af og afsynge Sct. Hans sangen sammen med alt det grå guld, der er at støve op i Ryslinge. Og det er ikke så lidt. Føler mig hensat til dengang i folkeskolen, hvor man havde en fornemmelse af, at alle de andre havde legeaftaler, og man gik alene hjem.

Røvsnaps!

Nej, I behøver ikke ha ondt af mig, men jeg undres i mit ikke særlig stille sind over hvor svært, det i virkeligheden er, at komme ind og være rigtig med i sådan et lille samfund. Jeg har én veninde, jeg kan ringe akut til, og høre, om hun giver eller vil ha kaffe. Naturligvis er det sådan, at hun jo så tæller for 100 bekendte. Sådan er det altid, men alligevel... jeg gad sgu godt ha været til et bål, jeg var inviteret til.

14 kommentarer:

  1. Åhh jeg kender det så godt. Og ikke for at være sort seer men jeg har boet i en sådan lille by i snart 15 år, og kan stadig gøle lige som dig.
    Jeg flyttede her til pga. faren til mine to store børn var født og opvokset her og bestemt ikke trode man kunne bo andre steder. og ja han er flyttet mens jeg bliver hængene i dette gudsforlatte sted, for mine børns skyld, jeg synes ikke de skulle gennem flere og større foranringer da vi gik fra hinanden, og alle deres venne bor jo her i nærheden.

    SvarSlet
  2. Hvor er du modig og ærlig! TAK.
    Og ved du hvad? Jeg tror der er mange, der tænker det samme som dig. Men måske næste år, at I skal invitere til bål?
    KH

    SvarSlet
  3. Boede også engang i en lille bitte by - det eneste der virkede var at invitere selv! Men så gik det også fremad.... de har nok i sig selv indtil man pådutter dem et behov for at møde nye mennesker - tror jeg?

    Kh. Mette

    SvarSlet
  4. Det kunne lige så godt være skrevet af mig!!!
    - Tror desuden at vi kun bor ca. 10 km fra hinanden, så det lyder jo ikke helt usandsynligt, at vi begge er fanget i 'landsbyidyllen'...

    SvarSlet
  5. HAHAHA, fedt, jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Kom lige i tanker om, at huske at sige, at det IKKE er et skjult surt opstød til nogen om at vi ikke er inviteret. Bare for en god ordens skyld:) Ja, vi skal helt sikkert invitere selv. Det er bare lige en tærskel, man skal hen over. Jeg har aldrig før haft det sådan, at jeg ikke rigtig turde invitere, men det har jeg her. Det virker bare så fasttømret det hele. Hmm... næste år!

    SvarSlet
  6. Hvor pudsigt! Jeg er netop kommet hjem fra nøjagtig samme scenarie... Og suk, tror jeg er kommet frem til at det tager årtier før man sådan for alvor er inde i varmen!

    Min mand kender tilgengæld gud og hver mand.. Og vi bor i meget lille samfund, hvilket vil sige at alle ved hvem JEG er... Det giver sgu også lidt en akavet stemning! Men, heldigvis kom Anton for et år siden til verden, og de der unger, de gør altså lidt ved bekendtskaberne.. Ikke at det har givet nære relationer, men bare det at have nogle at nikke anerkendende til i den lokale Spar har virkelig gjort en forskel..

    Men held og lykke i dit lille bysamfund;) Vi er mange tilflytter-koner rundt omkring der garanteret har det på samme måde som dig!

    SvarSlet
  7. he he jeg kan godt genkende det du skriver. Min mand og jeg er dog nogen der altid inviterer andre til fest, hygge og sammenkomster og synes ikke ofte nok vi får invitationer tilbage igen. Er det ikke bare noget der er typisk dansk og ikke kun i de "små" byer??

    SvarSlet
  8. Og der røg min illusion så fuldstændig.. her gik jeg og troede, at når man havde børn så var det hele meget nemmere at være ny i en by: naturlig kontakt med de børn/forældre ens egne børn var vuggestue/børnehave/skole med = hurtigere omgangskreds i byen..
    Så kan jeg da ikke gå og surmule over tilflyttere med børn mere..

    SvarSlet
  9. her ude er det man har gået i folkeskolen fra 0-2 klasse+ens besteforældre har boet her i nær ved 40 år+ 7 år man selv har boet her ikke nok...

    vi er stadig dem ingen taler med til sankt-hans bål og dem som ingen venner i byen har... men vi taler da med forældrene i BH.

    SvarSlet
  10. kom til og tænke..
    INDAVL er vist noget af forklaringen... her i hverfald..
    enten er man i familie.. gift ind i en af landmændsfamilierne. eller har gået i skole sammen, og ens forældre gik også i skole sammen, og tja det gjorde bedste forældrene sikkert også...

    man er ikke bare sig selv... men hele sin familie.. man det er så vigtigt at vide hvam Man er.. dvs hvem ens forældre+besteforældre er..

    ++ jeg er bare ikke god til og møve mig ind.. for hvorfor skulle de gide mig.. jeg er jo lidt sær i ders øjne.. min unger har værken skreget sig i søvn selv.. også ammer jeg jo ca 2 år længre end gennemsnittet..

    SvarSlet
  11. Hej Kat.

    Tak for din kommentar til mit muresnors-indlæg :o) Jeg glæder mig til, at følge med her hos dig :o) Blir glad i låget over, at være rendt på endnu en skøn hækler :o)

    Lige for god ordens skyld vil jeg da lige kommentere dit indlæg :o) For jeg bor også i en bette flække. Jeg er en af dem der er født og opvokset her. (Har dog været bosat i Århus mens jeg læste) Jeg elsker vores flække, som der efterhånden er mindre og mindre flække over. Der er rigtig mange, MEGA mange tilflyttere. En masse fantastiske frivillige i byens idrætsforening gør en masse for at lave "mød-hinanden-arrangementer".
    For i bund og grund er vi alle interesseret i at lære hinanden at kende, nytilkomne som indfødt.

    Håber med tiden Kat, at aftenen på friskolen vil overskygge dette års Skt. Hans ???

    På gensyn og skøn weekend.
    Kh Anette.

    SvarSlet
  12. Jeg tror ikke kun det er i de små byer at man kan føle sig udenfor. Vi bor i villakvarter i Kbh. og kan da godt føle at man virkelig skal være anmassende for at få nogle relationer. Jeg har skullet hanke gelvaldigt op i mig selv for jeg er ikke god til det, men for min datter og søns skyld er jeg nødt til at være lidt opsøgende så de kan få legerelationer til de andre børn på vejen.

    SvarSlet
  13. Lige som ovenstående kommentar tror jeg ikke det kun er sådan i små byer. Det er lige så svært at lære nogen at kende i halvstore byer, det er bare nemmere at skjule det.

    SvarSlet
  14. Ja, jeg tænkte jo nok, jeg ikke var ene om følelserne. Da jeg boede i hhv. Odense og Århus var det piece of cake for mig at komme til at kende nye mennesker. Måske var det fordi jeg ikke havde børn?

    SvarSlet

Skriv endelig en kommentar, jeg bliver så glad!