søndag den 26. juni 2011

Hold en fest!

Ja ja, så var jeg vist godt nok kommet til at sidde og pibe lidt ovre på det der Facebook. Havde linket til mit forrige indlæg med angreb på Gud og hvermand, og da jeg endelig fik udredt, at jeg altså GODT kan underholde både mig selv og mine unger, men at jeg sgu bare trænger til at kende nogle flere mennesker, så var der en kommentar:

Hold en fest!

Tygge, tygge, tygge... I de gode gamle dage var jeg ikke sen til at stable noget impro-kom-med-en-pose-bajere-eller-Asti-så-har-jeg-chips-og-dip på benene, og det er såmænd heller ikke lysten, der mangler. Men hvad er det så? Hvorfor er jeg så isoleret herude i idyllen? Tænke, tænke, tænke hele dagen igår.

Det er fordi jeg er bange. Jeg er hundeangst for, at der ikke ville komme nogen til min fest. Har sådan et skræk-scenarie inde i hovedet, hvor jeg sidder i balkjolen i den tomme have med lanterner i træet og en paraplydrink i hånden mens musikken spiller og solen går ned - og ingen kom. For hvorfor skulle de det? De fleste, jeg kender har altid hamrende travlt. Og mon ikke, de også har de bekendte, de har brug for? Har man ikke det i min alder? Sådan hånden på hjertet? Nu er det ikke fordi jeg er på vej til at melde mig i Foreningen Nye Venner, for jeg har egentlig også nok. De bor bare så langt væk.

Jeg tror faktisk, det var den Facebook-kommentar, der fik mig til at gøre så voldsomt status over mit liv. Siden jeg fik min store dreng for 3½ år siden, har der bare været fart på. En kort historie ud af min verdenshistorie: Jeg flyttede alene med ham, da han var 4 måneder, og da han var 1½ flyttede jeg til Ryslinge sammen med Carsten og Tobias (dengang 6 år). Det blev Ryslinge af den simple årsag, at Tobias' mor bor her, og der er ingen grund til at gøre nogen hemmelighed ud af, at jeg syntes, det var aldeles grænseoverskridene at min by blev afgjort af min kærestes x-kone! Altså, det var jo ikke hende, der valgte, vel, men hendes valg i sin tid førte til, at jeg nu bor i Ryslinge. Voldsomt for mit lille ego!

Nu har jeg så haft et par år til at sluge kamelen, og det første år kendte jeg ikke en sjæl her. Ja ja, mand og børn, men ingen at drikke kaffe med og brokke sig over førstnævnte. 'Det kommer, når Jens starter i børnehave'. Gu gjorde det da røv! 'Det kommer, når du kommer i mødregruppe' Gu gjorde det så! Nøj en god mødregruppe, vi har haft, men nu har vi bare alle så travlt igen, og der var altså 'kun' én, jeg nåede at komme til at kende så godt, at jeg vil kigge forbi til en kop jeg-skal-lige-tude-ned-i-din-kaffe. Ok, jeg tuder ikke hver gang, jeg drikker kaffe, men jeg overskred alle mine egne grænser en dag, jeg var rigtig frustreret over at være patchwork-mor, og gik hen og ringede på, og sad så og hylede ned i hendes kaffe. Skelsættende for mig, sådan at mase mig på i en lille by.

Men hvorfor? Engang var det jo det, jeg gjorde! Maste mig på, og fik nye venner. Det var nemt. Nu er jeg lige ved at give op, og bare indse, at venner, det er noget, man har andre steder end der, hvor man bor. Hvorfor er jeg pludselig blevet så bange for afvisning?

Fordi jeg føler mig fejl-castet. Fordi jeg føler, jeg leger en leg, hvor vi bor i et parcelhuskvarter, og lader somom det er vores hus. De andre er de rigtige voksne, det er dem, der ikke løber tør for rugbrød til madpakkerne, eller opdager, at de kun har et lagen til juniorsengen, så de er nødt til at vaske mens barnet er hos faren. (Maskinene kører i skrivende stund). Jeg er bange for at falde igennem. For ikke at være, som de gerne vil have, jeg skal være. For at være en original, en man ikke tager alvorligt.

Lav en fest! Ja-tak, men hvem hulan skal jeg invitere???

6 kommentarer:

  1. Pyh.... Kender det godt - det er altså hårdt arbejde! Synes nu du skal holde den fest alligevel - hvis du inviterer, skal de nok komme! Ellers kan du jo altid holde en blog-fest :)

    - Og hvis det er en trøst har vi også kun 1 lagen til juniorsengen, glemmer både rugbrød og bleer, hvilket er uheldigt med en etårig i huset... Har meterhøjt ukrudt i haven og et dobbelthus hvor vores provinsnaboer kan høre ALT hvad vi råber! Men vi er også de mærkelige der kommer fra København... Stadigvæk - efter 7 år :) (Og vi er slet ikke Københavnere)

    SvarSlet
  2. Tabita Mortensen26. juni 2011 kl. 22.52

    mig....:)
    Og så lader du altså lige være med at holde op med at være dig for at være noget du tror de andre gerne vil have du skal være....det er lige netop fordi du er dig at du er helt speciel og derfor Carsten valgte at nuppe dig med til Ryslinge og ikke en eller anden som bare er ligesom alle de andre...
    Længe leve forskellighed, originaler, tudekaffe og alle de andre ting i livet både godt som skidt der gør at vi er...ja egentlig bare er....søndagskram fra udkantsdanmark hvor det absolut ikke fordrer på integreringen at man er single karrierekvinde uden børn, men det er osse lige meget for selvom vennerne til tider er langt væk, så er de ikke længere end 8 tal på telefonen....;)

    SvarSlet
  3. jeg kan kun sige endnu engang, at jeg kender en del af det du skriver. Men prøv nu og hør, hold nu bare den fest!!!! Som du så rigtigt fik en kommentar om på facebook. Jeg ville elske hvis nogen fra min vej eller mit kvarter inviterede til sådan en fest. Men inviter nogle af dem i kender og ved kan komme, og så samtidig nogle af dem der bor på vejen, eller i nærheden. Det MÅ kunne lade sig gøre!!!

    SvarSlet
  4. Hej Kat

    Du skriver det som rigtig mange tænker - hatten af for din ærlighed - gid det var mig der turde det.
    Hvis du holder en fest vil jeg meget gerne komme, men igen så er jeg jo ikke en der bor i nærheden.
    Jeg har det på nøjagtig samme måde som dig, dog bor jeg ikke i en lille by, men i en meget stor by - og hvad gør man??
    Jeg oplevede lidt dig skræk-scenarie sidste år, da vi holdte fødselsdag for børnehaven. Jeg havde lagt på til at man kunne tage aftensmaden med, når man hentete sit barn og så kunne vi alle sammen spise sammen og ungerne kunne leg videre - ét par blev (selmas bedste veninde), mange andre ikke så meget som svarede, de hentede bare...what to do??
    Men det afholder mig ikke fra at gøre det igen når vi om en måned igen skal holde fødselsdag for bh - denne gang dog kun til kaffe:o)

    Men jeg synes helt sikkert at du(I) skal hold festen, jeg er helt sikker på at der kommer nogle.

    Knus CilleBille

    SvarSlet
  5. Kæreste søde Katrine...

    Pyha hvor jeg kender følelsen - den har jeg været igennem for et par år siden - der hed den bare bryllupsgæster! Og i det følgende efterår græd jeg masser af gange af ensomhed over følelsen af ingen venner at ha' overhovedet (primært fordi jeg havde brændt alt for mange broer på mit "Kamilla-bål"!!).

    Se den modsatte side af "Åh nej, der kommer ingen hvis jeg holder en fest" er jo "Åhhh, hvorfor er der ingen der har lyst til at invitere mig/os til en fest!".

    For det er nemlig heller ikke så let at være den eneste i miles omkreds der ikke har etableret kerne- eller patchwork-familie! For det er ganske rigtigt at når man når en alder på 33 år har alle de jævnaldrene (tilsyneladende) alle de venner og bekendte de har brug for/plads/tid til - og uden børn kan man ikke engang sætte sin lid til mødregruppe/vuggestue/børnehave mv.

    Så jo.. kender godt følelsen!

    Tror dog bestemt ikke løsningen er at du prøver at lave om på dig selv!
    Det ville jo være som at tage en farvestrålende påfugl og dyppe den i grå maling, for gøre den mere "spiselig" for de andre fugle! Og så mister verden i stedet en farvefuld palét, der med sin evige ukuelighed og fantastiske energi er med til at gøre verden mere festlig og et godt sted at være - i hvert fald min lille verden!

    Så ja... Hold nu den fest! Og ta' balkjolen på og drinksparaplyer i håret - og hvis du inviterer, så kommer jeg/vi gerne!

    Knus Marianne

    SvarSlet
  6. Tak for jeres tanker og kommentarer:) Jeg ved aldrig helt, hvad jeg skal skrive til kommentarer, men jeg læser og gemmer:) Måske holder jeg en fest en dag...

    SvarSlet

Skriv endelig en kommentar, jeg bliver så glad!