søndag den 29. maj 2011

Mit sande jeg

Igår nat var jeg til undervandsfest hos en af pædagogerne i Jens børnehave. Hun diskene op med mellemøstlig buffet og underholdning. Først Ole Steffensens band og bagefter malede to malere om kap.

En herlig nat. En sjælden en af slagsen. Aske sov igennem og efter en uendelig - vi taler mange måneder- periode med afbrudt søvn, skete miraklet igår. Ok, jeg er hærdet, så mindre ville også kunne gøre det. Som nu i nat, hvor han bare har været vågen et par gange for at spise. Cool nok, det kan jeg sagtens klare.

Hvad jeg derimod ikke rigtig magter, det er den lange periode, vi lige har været igennem med opvågning og gåture rundt i hjemmet minimum hver time. Flere nætter har jeg været oppe med ham hvert 20. minut. Jeg har så hårdt brug for mine natlige ture into space , ture til undervandsfest med malerunderholdning.

Men en ting er det umiddelbare behov for søvn. I starten er det morsomt at betragte sig selv som dement. I badet glemmer jeg, om jeg har vasket hår og den slags. Ha ha vældigt underholdende.

Igår gik det imidlertid op for mig på skræmmende vis, hvordan den langvarige søvntortur ændrer mig som menneske. Jeg gik egentlig og troede jeg klarede den nogenlunde. Men igår var jeg pludselig og for første gang længe mig selv. Alene med ungerne havde jeg alligevel overskud til at rode alt duplo ud, finde samleinstruktioner på nettet og samle det, der hører sammen. Vi fik rigtig aftensmad og bagte. Sammen. På en hyggelig måde. Vi hyggede os i det hele taget.

Jens har savnet sin rigtige mor, det er der ingen tvivl om, og for hans og resten af familiens skyld håber jeg mere inderligt end nogensinde før, at torturen er slut nu. Naturligvis også for mig selv. Det er jo rædselsfuldt at gå rundt i sådan en pseudo depression. Og det er faktisk, hvad der sker med mig, når jeg så massivt bliver vækket gennem mange nætter. Livet mister sin mening. Jeg kæmper røven ud af bukserne for at Jens og Tobias ikke skal lide under det, og troede egentlig også det gik ok. Indtil igår, hvor forskellen på mor og monster pludselig stod alt for klart.
Published with Blogger-droid v1.6.8

1 kommentar:

  1. Nåhr Katrine... Du klarer det sgu nok alligevel bedre end så mange andre! :o) Men kan godt forstå at det må være viiildt håtdt! Eller rettere... jeg er jo totalt uvidende, men jeg kan forstille mig at det må være frygteligt! Jeg tar' hatten af for dig!

    SvarSlet

Skriv endelig en kommentar, jeg bliver så glad!