Nu lukker du bare, kælling!

NØJ, er der noget, der kan gøre mig gal, så er det sådanne udtalelser. Nej, ikke den i overskriften, for den røg bare ud af munden på mig for lidt siden. Jeg lå og så en genudsendelse af 'Kender Du Typen'. Hurra for hjernedødt tv. Hende damemennesket, der skal forestille at kende typen, og som jeg overhovedet ikke aner, hvad hedder, eller hvem er udtaler, efter hun lige har sagt, hun ikke har børn: (om en tremmeseng) 'ja, sådan en er jo designet til, at barnet ikke kan kravle ud. Jeg ser alt for mange børnefamilier med børnene i forlædrenes seng. Det er jo ikke meningen, man skal ha børn i sengen.'

SÅ fletter du bare næbet, dame-lil!!!

Det er sådan en normativ udtalelse, der bare gør mig vred fordi den er så kategorisk. Man må gerne mene noget, men det er fanden fisme ikke en objektiv sandhed, at børn ikke hører til i de voksnes seng!

Hjemme hos os sover jeg sammen med de to 'små'. I anførselstegn, fordi den største i den kategori er 3½. Carsten sover så inde hos Tobias, der har en stor seng. Denne ordning passer os pt. fortræffeligt, sku jeg hilse og sige.

Jeg havde egentlig besluttet mig for at skrue lidt ned for øko-hippie-samfunds-revseriet, men nu må jeg til det igen. Jeg er fløjtende ligeglad med, hvordan andre mennesker indretter sig, men det er IKKE en objektiv sandhed, at børn ikke hører til i de voksnes seng.

Fra Jens var helt lille har jeg helt bevidst valgt, at han skulle sove hos mig. Af mange grunde havde han brug for ekstra tryghed. Det fik han gennem et 2 årigt ammeforløb (og ve den, der udtaler sig negativt og bedrevidende om det på tv, mens tigermor ser det!) og gennem at han sov i min armhule. Det har fungeret efter planen. Et turbulent liv for en lille dreng, var alt hvad jeg kunne byde ham, og jeg kompenserede alt hvad jeg havde lært. Det var så tydeligt for mig, at han havde et stort behov for at sove hos mig.

Nu er det mest mit behov at han sover hos mig, og der går ikke længe inden vi skal ha lavet det om. Jeg får ondt i hjeretet ved tanken om, at jeg ikke længere skal sove med min dreng, men det er ved at være tid. Aske sover i sin egen seng ved siden af mig, men det er helt tydeligt for mig, at han slet ikke har samme behov.

Jeg er IKKE ude i at ville forsvare mine valg. Det gider jeg overhovedet ikke, men jeg fortæller min historie i håb om, at det for fanden snart bliver legaliseret at man læser sine børn og giver dem det, de har behov for! NÅ!